Schnuden og Sally motiverer eleverne

På skolen tilbydes eleverne noget helt særligt. Nemlig at læse og regne med skolens to skolehunde.

Schnuden og Sally motiverer eleverne
Sally lytter til eleverne, der læser højt.

gitte@tv-kalundborg.dk

Nogle gange halter motivationen for at lære at læse og regne. Men det kan skolens to firbenede venner heldigvis hjælpe på. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

På Rynkevangskolen tilbydes eleverne noget helt særligt. Nemlig at læse og regne med skolens to skolehunde, springerspanielen Schnuden og labradoren Sally. Hver mandag er hundene på skolen, hvor de er med eleverne til time, fortæller lærer og ejer Louise Due.

”Når hundene er med i skole, ser vi eleverne blomstre op på en helt særlig måde. Vi mærker en øget læselyst og ro på eleverne, når hundene er med i timerne.”

Louise Due og de to hunde tilbyder eleverne individuelle forløb med læsning, hvor eleverne læser højt for Louise og hundene: ”Vi arbejder rigtig meget med elevernes selvværd og motivation i de fag, hvor hundene er med. Det kan fx være i dansk, hvor eleverne læser med hundene, men det kan også være matematik, hvor hundene leger med skumterninger og på den måde er med til at vælge de tal, der skal indgå i et regnestykke.” Derudover tilbyder Louise, Schnuden og Sally også klasseforløb i matematik og skrivning: ”Eleverne glemmer, at de lager faglige øvelser, når hundene er omdrejningspunktet. Hundene dømmer eller retter ikke på eleverne, så svære følelser og utryghed kan flyttes ned til dem og på den måde ud af klasserummet.”

De firbenede venner giver eleverne lyst til at læse

Eilin fra 2.a har før læst med Schnuden og Sally flere gange, og hver gang har det været en god oplevelse, synes hun: ”Det er rigtig hyggeligt og sjovt at læse sammen med hundene. Det gør, at jeg bliver rolig og får lyst til at blive ved med at læse. Nogle gange fylder de lidt meget i sofaen, men det er ligegyldigt, fordi de er søde.”

Schnuden er 10 år gammel og har altid været en rolig hund. Derfor så Louise Due et stort potentiale i ham, og i 2018 blev han certificeret læshund. De to startede som frivillige på Ubby Bibliotek, og i 2020 færdiggjorde han uddannelsen som skolehånd. Hans store erfaring med både børn og bogstaver gør ham til den ideelle makker til den til den energifyldte Sally, der er i fuld gang med at opnå samme certificering: ”Sally er en del yngre end Schnuden og har masser energi. Men hun falder hurtigt til ro i sofaen, når vi læser, og det er den ro, der smitter af på eleverne,” afslutter Louise Due.

Del