Samler din brugte cykel støv? - sælg den til en studerende
Nu har du mulighed for at møde de studerende og få solgt den cykel du måske alligevel ikke bruger.
Af Jens Nielsen
Mange af de nye studerende som kommer til Kalundborg, mangler en cykel, nu har du mulighed for at møde de studerende og få solgt den cykel du måske alligevel ikke bruger.
Professionshøjskolen Absalon og Det Kongelige Akademi, Arkitektuddannelsen, har de sidste to år inviteret til cykel-bytte-dag, hvor folk med en brugt cykel kunne sælge den til en af de nye studerende. Det har været en stor succes og nu gentages eventen for tredje gang.
Kalundborg har udviklet sig til en studie by, og igen i år kommer der en flok nye studerende til byen.
Mange af de studerende, som kommer til Kalundborg for at tage en videregående uddannelse, flere af dem fra udlandet, mangler en cykel. Nu har du mulighed for at møde de studerende og få solgt den cykel, du måske alligevel ikke bruger.
Hvis du har en brugt, men stadigvæk brugbar og funktionel cykel, og hvis du vil hjælpe de unge mennesker og personalet på uddannelserne, så mød op på Klostertorvet (ved Biblioteket i Kalundborg) mandag den 2. september mellem kl. 16 og 17, medbringende din brugte cykel.
Her vil Professionshøjskolen Absalon og Det Kongelige Akademi invitere de kommende studerende forbi, og forhåbentlig vil de brugte cykler finde nye ejere.
”Det er dog vigtigt, at det er forholdsvis billige men funktionelle cykler, da de studerende ofte ikke har mange penge på lommen. Pris på max 400 kr. anbefales, og cyklerne skal kunne køre, så det hjælper ikke at komme med en gammel cykel hvor dækkene er flade. Cykelhjelme er i øvrigt også velkomne. De kan også sælges billigt, eller måske bare følge med cyklen,” fortæller Kirsten Hauge, Institutkoordinator, Det Kongelige Akademi.
TGU Cykling stiller igen i år med repræsentanter på Klostertorvet, som vil hjælpe de studerende til at få valgt den rigtige cykel til den rigtige pris og få indstillet sadlen i den rigtige højde.