Sælger og laver alt hvad der kan dreje rundt
”Biler og traktorer supplerer hinanden godt, vi har måske solgt en ny traktor til en landmand og så er det naturligt for ham også at købe sin personbil her"

Af Jens Nielsen
Ubby Auto- & Maskincenter på Søndergade i Ubby minder på mange måder om den gamle landsbysmed. Her kan stort set alt repareres og vil man købe en personbil eller en traktor, så er det skam også en mulighed.
I gamle dage var det landbysmeden man gik til hvis noget skulle repareres, næsten lige gyldigt hvad det var. Ubby Auto- & Maskincenter er den moderne udgave af landsbysmeden. Her handles der med gode brugte personbiler, nye og brugte traktorer, hvor firmaet er autoriseret forhandler af DEUTZ traktorer og Pöttinger landbrugsmaskiner. Og på det store værksted serviceres person- og varevogne samt traktor og landbrugsmaskiner.
”Vi sælger og laver alt hvad der kan dreje rundt, undtagen symaskiner,” fortæller Lars Dalsgaard, der sammen med Sune Olesen, er indehaver af den mere end 40 år gamle virksomhed lige midt i Ubby.
”Biler og traktorer supplerer hinanden godt, vi har måske solgt en ny traktor til en landmand og så er det naturligt for ham også at købe sin personbil her,” fortsætter Lars Dalsgaard.
Skifte batteriet i et høreapparat
For de i alt otte medarbejdere hos Ubby Auto- & Maskincenter er der stort set ingen opgave som er hverken for stor eller for lille, udover biler, traktorer og landbrugsmaskiner, sælges og serviceres der også plæneklippere og robotplæneklippere.
”Vi har da haft en af vores kunder som kom for at skulle have skiftet batteri i den elektroniske P-skive og så kunne vi da også lige skifte batteriet i hans høreapparatet, så vi har mange forskellige og sjove opgaver,” fortæller Sune Olesen.
Mangler flere medarbejdere
De er travlhed hos Ubby Auto- & Maskincenter, så lige nu søges der efter både en lærling til autoværkstedet og to landbrugsmekanikere til traktorværkstedet.
Mere end 40 års erfaring
Ubby Auto- & Maskincenter blev startet af Karsten Jensen for godt 40 år siden. Sune Olesen og Lars Dalsgaard købte sig ind i firmaet i 2014 og overtog helt i 2018 hvor Karsten Jensen gik på pension.