Sådan sparer du på elregningen

Priserne på strøm er steget markant, men der er en række ting, som man selv kan gøre for at undgå, at el-regningen løber løbsk.

Sådan sparer du på elregningen
Ved at lave nogle få justeringer på vanerne, kan man spare penge.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Elregningen optager mange danskere for tiden således også kalundborgensere og ved, at lave nogle få justeringer på sine vaner, kan man faktisk spare penge.

Priserne på strøm er steget meget, men der er en række tiltag, som man selv kan gøre for at spare penge. Selv små besparelser her og der, betyder besparelser på elregningen. 

Når man begynder at undersøge sit strømforbrug, er det en god idé at være særligt opmærksom på køleskab eller fryser af ældre dato, tørretumbler, el-radiatorer, el-gulvvarme, varmepumpe og TV og elektronik. Apparaterne kan nemlig betyde en meget dyr elregning. 

Elforbruget i køkkenet

Det første råd lyder på, at man skal bruge mindre vand og lægge låg på gryden.

Når man koger vand på komfuret, er det vigtigt, at man ikke bruger mere vand end højest nødvendigt. Vandet i gryden skal kun lige dække grydens indhold. Det overskydende vand bruger nemlig unødvendig energi. Af samme grund er det vigtigt, man sætter låg på gryden, og vælger det rigtige kogeblus. Gør du ikke det, vil du bruge ca. tre gange så meget strøm.

Det næste råd lyder på, at bruge mikrobølgeovnen frem for at tænde ovnen. Hvis man anvender mikrobølgeovnen til at genopvarme eller optø mad, kan man spare op til 70 % af energien. Derudover skal man fylde opvaskemaskinen helt op. Man kan spare mange penge om året, ved kun at starte opvaskemaskinen, når den er helt fyldt.

Endelig er der køleskabet og fryseren. Køleskab og fryser bruger masser af strøm, særligt hvis det er af ældre dato. Helst skal de være mærket med energimærke A+++. Ligesom man bør undersøge køleskabstemperaturen. 5° er rigeligt fint til at holde dine fødevarer friske.

Tænk over din belysning

Man kan sænke forbruget på elregningen ved, at slukke for lyset i de rum, hvor man ikke opholder sig i. Ydermere er det en god ide, at bruge LED-pærer eller sparepærer i alle lamper. Har man udendørsbelysning, er det en god idé, at få indstillet lyset med en bevægelsessensor. På den måde slukker lyset automatisk, når man ikke længere har brug for det.

Når tøjet skal vaskes og tørres

Man skal altid fylde vaskemaskinen helt op. På den måde sparer man på antallet af vaske, og reducerer energiforbruget. Sænk derudover temperaturen og skip forvasken, hvor det lader sig gøre, hvilket det gør i langt de flest tilfælde. Ved at droppe forvasken, kan man fx reducere energiforbruget med ca. 20 %. Drop også tørretumbleren og lufttør tøjet i stedet.

Yderligere bør man vælge et tv med et godt energimærke. Fjernsyn bruger rigtig meget strøm, og jo større et fjernsyn er, desto højere er strømforbruget også. Har du et fjernsyn af ældre dato, giver det mening at skifte det ud med et, som har energimærke A++/A+++.

Kilde: Elberegner.dk

Vil man vide mere om, hvordan man sparer på elregningen, tjekke priser og meget mere, kan man på ind på https://elberegner.dk/

Del