Russisk atomdrevet ubåd drev mod Sejerø

Den atomdrevne angrebs ubåd OREL af OSCAR II klassen, fik problemer med fremdriften, og lå død i vandet ved Sejerø. Foto: Forsvaret/ 3. Eskadre.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 25. juli blev Den Russiske Flådeparade i Skt. Petersborg fejret, og i den forbindelse deltog et stort antal krigsskibe og ubåde fra nordflåden i Murmansk, ligesom krigsskibe fra Indien, Pakistan og Iran deltog i paraden. En af eskorterne ud fra Østersøen den 30. juli vil dog gå over i historien, som både dramatisk og spændende, da den atomdrevne angrebs ubåd OREL af OSCAR II klassen, fik problemer med fremdriften, og lå død i vandet ved Sejerø.

Her drev ubåden med 1,5 knob ind mod Sejerø, og det fik gang i Forsvarets 3. Eskadre, der passer på de danske farvande. Følgefartøjet fik gjort slæbetrosser klar, ligesom ubåden klargjorde til at blive bugseret. OREL blev også fulgt af en destroyer af UDALOY klassen, som varetog al kommunikationen under ORELs breakdown. 

”Ham snakkede vi med, og tilbød vores assistance, hvilket han dog høfligt, men ikke overraskende afslog,” skriver 3. Eskadre.

Situationen på ubåden blev fulgt nøje, og 3. Eskadre skriver da også, at tankerne hurtigt løb til filmen "Jagten på røde Oktober", da de så et væld af mennesker med redningsveste på fordækket af ubåden. OREL kom dog i gang igen, og alt tilrigget slæbegrej blev atter afrigget. 

En årlig gentagelse

Hvert år ser man russiske militærfartøjer krydse dansk farvand, da der hvert år afholdes Flådens Dag i Sankt Petersborg, Rusland. Hvis skibene sejler enkeltvis gennem danske farvande, har de ikke pligt til at melde deres gennemsejling til Danmark. Men hvis tre eller flere skibe sejler sammen, skal de varsle deres gennemsejling til de danske myndigheder.

 ”Det er ved at være fast tradition, at russiske flådeskibe og ubåde sejler gennem dansk farvand for at komme til flådeparaden i slutningen af juli. Og så længe de holder sig inden for havretskonventionens regler, er de i deres gode ret til at sejle igennem de danske farvande,” siger chefen for Søværnskommandoens Nationale Maritime Operationscenter, Per Ring Henriksen.

De bliver fulgt nøje

Når fremmede statsskibe passerer dansk farvand, er det normal procedure, at Forsvaret følger opmærksomt med.

 ”Da en af vores hovedopgaver er at overvåge de danske farvande, følger vi normalt andre statsskibes færden enten på radar eller ved fysisk, at sende skibe eller helikoptere af sted, for at følge dem på vej. Hvorvidt statsskibe af særlig interesse skal følges beror på en vurdering i hvert tilfælde. Generelt gælder det, at alle krigsskibe og ubåde fra ikke-NATO-lande har særlig interesse, og derfor bliver fulgt nøje,” fortæller Per Ring Henriksen.

Del