Royal Run førfest på lørdag

Årets første Royal Run førfest den 6. januar byder på en blanding af aktiviteter for hele familien på tværs af generationer.

Royal Run førfest på lørdag
Den første lørdag i det nye år bliver ekstraordinær, når det første Royal Run Kick-Off arrangement løber af stablen. Foto: Matthew James/Royal Run

Af Jens Nielsen

Den første lørdag i det nye år bliver ekstraordinær, når 5 Tårns Motion, i samarbejde med Familiehjørnet, Kalundborg Biblioteker og Kalundborg Kommune, præsenterer Royal Run Kick-Off arrangement på Klostertorvet.

En begivenhed, der markerer starten på fem månedlige førfester, hvor motion, kreativitet og fællesskab forenes.

Årets første Royal Run førfest den 6. januar byder på en blanding af aktiviteter for hele familien på tværs af generationer.

Første lørdag i hver måned fra januar til maj arrangeres der Royal Run førfest, som afholdes forskellige steder i Kalundborg Kommune, med forskellige arrangører.

Programmet for 1. førfest

  • Kl. 11 - 11.15   Kickstart dagen med fælles opvarmning for både børn og voksne, præsenteret af 5 Tårns motion. En energifyldt start, der får pulsen op og humøret i top
  • Kl. 11.15  5 Tårns Motion er vært for en løbe- eller gåtur på 5 km, åben for deltagelse på alle niveauer – turen går forbi klublokalet, med mulighed for at høre mere om, hvordan man træner op til Royal Run. Familiehjørnet inviterer store og små til en hyggelig trilletur - perfekt for små løbecykler, barnevogne og store smil.
  • Kl. 11.30 - 14 Biblioteket forvandles til et kreativt hotspot, hvor de små prinser og prinsesser kan dekorere medaljer, klippe kongekroner og være kreativ, når de kommer retur fra trilleturen. Herunder serveres der kaffe, saftevand og frugt.

Mødestedet bliver på Torvet foran Kalundborg Bibliotek den 6. januar 2024 kl. 11 - 14.

Der er ingen tilmelding - du møder bare op på dagen.

Del