Rørby Skoles mellemtrin på borgmesterudflugt
Der var masser af sommerfugle i maven hos børnene, da Rørby Skoles mellemtrin skulle mødes med borgmester Martin Damm, tirsdag. Her skulle de fremlægge deres projekt om midtbyens tomme butikslokaler.

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk
Tirsdag formiddag klokken 11 mødte 15 forventningsfulde børn fra Rørby Skoles mellemtrin til et møde med borgmester Martin Damm på rådhuset på Holbækvej.
Anledningen udsprang af det tre-uger lange projekt, hvor børnene har fotograferet de tomme butikker i gågaden, for dernæst at give forslag til, hvad butikkerne kunne indeholde – set i børnehøjde. Nu ville de gerne præsentere idéerne for kommunens øverste ansvarlige – borgmesteren.
- Årh, det var sådan en fin dag! Vi blev hentet af borgmester Martin Damm i receptionen, hvorefter vi blev ført op i rådssalen. Det var ret stort for mange af eleverne at komme derop, hvor alle kommunens vigtige beslutninger bliver taget. Og så var de både stolte og generte over at se borgmesteren ”live”, lyder det smilende fra den ene af mellemtrinnets lærere, Stine Foersom, der sammen med kollegaen Daniel Turuianu har stået for projektet.
Samtlige børn fremlagde deres projekt for Martin Damm, og borgmesteren var ifølge Stine Foersom imponeret over idéen, at alle butikkerne skulle have to funktioner.
- Børnene var i starten meget generte over at skulle fremlægge, men Martin Damm var enormt god til at lytte og besvare børnenes spørgsmål. Vi måtte jo også fortælle borgmesteren, at borgerne i vores vox-pop på gaden havde udpeget ham som den ansvarlige for de lukkede butikker, forklarer Stine Foersom. Hun fortæller videre, at Martin Damm på fineste vis havde forklaret børnene, at han jo ikke havde ansvar for, hvem der lejer sig ind i lokalerne.
Lakridsæg og fodboldhold
- Da børnene havde fortalt om projektet, så fik de lov til at spørge borgmesteren om alt muligt mellem himmel og jord. De fik svar på både lønniveau, hvilken bil han kører i, borgmesterens yndlingsslik til det fodboldhold, han hepper på. Bagefter kom de ind på borgmesterkontoret. Faktisk brugte Martin Damm en hel time på at være sammen med børnene, hvor han tilmed lod dem prøve at have borgmesterkæden på. Det var de meget imponerede over, siger Stine Foersom.
Efter en times tid bød Martin Damm børnene på en kop varm kakao, men det måtte lærerne pænt afslå til elevernes store ærgrelse, da hele flokken skulle nå bussen hjem igen. Men for at råde bod på det, fik alle eleverne en kanelgiffel på vej hjem.
- Tilbage på skolen skulle alle eleverne skrive, hvilke tre ting der havde gjort størst indtryk på dem - samt tre ting, de var blevet klogere på omkring borgmesteren. Det var naturligvis "borgmesterkæden" samt "rådssalen" med alle de strittende mikrofoner, som de fik lov at prøve…. Og så var det dét "at se borgmesteren"! Det var virkelig en stor oplevelse og meget fint af Martin Damm, at han havde sat en hel time af i sin travle kalender, forklarer Stine Foersom.
I slutningen af februar har eleverne endnu et møde omkring deres projekt – denne gang med citychef for VoresKalundborg, Svend-Erik Kristensen.