Gode bud på at fylde tomme gågadebutikker

Rørby Skoles mellemtrin har netop færdiggjort projektet ”Den tomme by”, hvor eleverne giver deres bud på, hvad de mange tomme butikker på Kordilgade kan indeholde. De mange ideer skal nu overdrages til handelsstandsforeningen VoresKalundborg.

Gode bud på at fylde tomme gågadebutikker
Hvad ville Kalundborg midtby sige til en restaurant med legeland, en skolebutik, en kreacafé eller en butik, hvor der sælges reservedele til fjernstyrede biler? Det er nogle af de kreative bud, som mellemtrinnet på Rørby Skole er fundet frem til med projektet "Den tomme by". Foto: Merete Jensen

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

17 idérige elever fra mellemtrinnet på Rørby Skole sidder spændt og venter på at fortælle om deres tre uger lange projekt i forbindelse med faget ”åben skole”. Her har de kastet sig over projektet ”Den tomme by”, hvor de giver en masse gode bud på, hvad de mange tomme gågadebutikker kan indeholde – set i børnehøjde!

For hvis man går en tur ned ad Kordilgade i Kalundborg, så kan man ikke undgå at bemærke de mange tomme butikker, der vidner om slukkede iværksætterdrømme, trængt økonomi, og ændret købeadfærd hos kunderne.

Interviews i silende regn

Kort fortalt har Rørby Skoles projekt handlet om at finde – og fotografere – de tomme butikker, og derefter finde ud af, hvad der kan etableres i butikkerne. Ud over at lave en farverig illustration af ”deres butik”, så har eleverne skullet beskrive dét, de ønsker at sælge i butikken. Eneste krav fra deres to lærere har været, at hver butik skulle have to funktioner.

- Eleverne har tilmed været på gågaden i silende regn for at interviewe de handlende om, hvad de tomme butikker gør ved dem, og hvad det betyder for byen som helhed. Det var en stor grænse at overskride, at man skulle kontakte fremmede og få dem til at svare på et par spørgsmål, men vi er så stolte af dét, de er kommet frem til, lyder det fra skolelærer Stine Foersom, der sammen med kollegaen Daniel Turuianu har været idémagerne til projektet.

Et væld af gode ideer

- Vi fandt mindst 11 tomme butikker, og det er godt nok mange! Det er mega kedeligt at kigge på, og det sagde dem, vi interviewede, også. De sagde, at det er en både trist og kedelig udvikling, at der er så mange tomme huller i gågaden, lyder det fra én af eleverne.

Det har dog ikke været noget problem for de 17 elever at beslutte, hvad ”deres butik” burde indeholde – og idéerne er faktisk ikke så tossede! Af de syv forslag kan nævnes: En skolebutik, hvor der er lektiehjælp og salg af skolesager. En restaurant med indbygget legeland. Et spillecenter med mulighed for at købe mad. En tøj- og smykkebutik, hvor man blive stylet til fest. En krea-café hvor man kan hygge sammen med andre kreative sjæle. En butik hvor man kan købe dele til fjernstyrede biler og med mulighed for køb af sandwiches – og slutteligt en donutscafé, hvor der vises forfilm til de kommende biograffilm med mulighed for køb af billige biografbilletter.

- Vi har brugt tre uger på projektet – altså 9 timer, og det har faktisk været ret sjovt, siger én af drengene, mens flere omkring ham nikker. Der er ingen tvivl om, at de er stolte af dét, de har udrettet.

Smittende entusiasme

Elevernes engagement er dog også kommet bag på deres to lærere, Stine Foersom og Daniel Turuianu. De havde ærlig talt ikke forventet, at projektet skulle gribe om sig på denne måde, men elevernes begejstring smittede.

- Én af eleverne, Oliver, havde faktisk lavet en komplet 3D-grafik til sin butik. Det var meget kreativt og rigtig visuelt flot lavet, men desværre gik der noget galt, da han ville gemme skitsen på computeren. Men hans kreative entusiasme var meget inspirerende – også for os lærere, siger Daniel Turuianu.

Ifølge de to lærere, så har der været mange elementer af læring i projektet. Ud over innovations- og projektorientering, så har der været mange grænser, der skulle overskrides. Hvordan tager man bussen til byen? Hvordan finder man rundt? Hvad betyder skiltene i byen? Fotoetik – hvad må man, og hvad må man ikke? Udarbejdelse af spørgeskema og interviews af tilfældige handlende.

Gode tanker og kærlig omsorg

- Vi blev også bare så glade for at høre, at et par af eleverne ville interviewe en ældre dame, der så ud til at fryse i det våde vejr. I stedet for at lade hende stå og fryse under interviewet, så fik de hende lige ind i tørvejr og læ. Det er da omsorg, siger Stine Foersom smilende. Hun fortsætter:

- Nu er spørgsmålet så, hvad vi skal gøre ved elevernes projekt! Sjovt nok var der mange af de adspurgte borgere, der mente, at det er borgmester Martin Damm, der burde tage et ansvar i forhold til alle de tomme butikslokaler. Men det har han reelt ikke noget med at gøre, så vi overvejer at aflevere projektet til VoresKalundborg. Der ligger mange gode tanker bag elevernes arbejde, og vi er faktisk pavestolte af dem, lyder det fra Stine Foersom.

Hvornår projektet bliver afleveret, har skolen endnu ikke besluttet!

Del