Røglugt skabte bekymring

Både politi og brandvæsen blev fredag aften ved 21-tiden kaldt ud til en lejlighed i Møllestræde.

Røglugt skabte bekymring
Vestsjællands Brandvæsen blev fredag ved 21-tiden kaldt ud til en røgudvikling fra en lejlighed i Møllestræde. Foto: Merete Jensen

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

Vestsjællands Brandvæsen blev fredag aften ved 21-tiden kaldt ud til en lejlighed i Møllestræde, hvor en beboer havde observeret røglugt i opgangen og røg ud ad et vindue.

Brandvæsenet ankom hurtigt til stedet og kunne konstatere, at branden heldigvis ikke havde nået at udvikle sig.

- Da vi nåede op til lejligheden, viste det sig, at røgen stammede fra et par effekter, der var antændt tæt på komfuret, fortæller indsatsleder Morten Hansen fra Vestsjællands Brandvæsen.

Beboeren, en kvinde, nåede at forlade lejligheden kort før Midt- og Vestsjællands Politi ankom til adressen. Brandmænd og politi fik ved fælles hjælp lokaliseret kvinden, som efter endt afhøring fik lov at vende tilbage til sin lejlighed.

Det er desværre ikke første gang, at brandvæsenet har været kaldt til adressen. Senest var i starten af januar, da beboeren var kommet til at sætte ild i nogle papirer i forbindelse med kaffebrygning.

Del