Røde Kors mangler indsamlere i Kalundborg

Røde Kors mangler indsamlere til søndag den 3. oktober i Kalundborg Kommune. Foto: Røde Kors.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Røde Kors har brug for flere indsamlere i Kalundborg Kommune, herunder i Kalundborg, Gørlev og Høng til landsindsamlingen søndag den 3. oktober. 

Søndag den 3. oktober inviterer Røde Kors borgere i Kalundborg, Gørlev og Høng til at blive indsamlere, og hjælpe de mest udsatte til et bedre liv. Melder man sig, er man - med gåturen - med til at gøre en forskel, hvad enten man går sammen med sin veninde, mor, børn, mand, hustru eller nogle helt andre. 

Der samles både ind til Danmark og verdens brændpunkter. Herhjemme vil en del af de indsamlede penge gå til sårbare børn, der vokser op i udsatte familier. Børnenes hverdag er præget af fattigdom og ensomhed, og de har ikke samme muligheder, som deres jævnaldrende. En anden del af pengene vil gå til, at Røde Kors kan rykke ud til katastrofer, som vi for eksempel ser lige nu i Afghanistan og Haiti, samt krigsramte børn i Syrien og Yemen. 

I dag er 8,4 mio. syriske børn påvirket af krig, mens to mio. børn er så underernærede i Yemen, at deres liv er i fare. Alle har de desperat brug for akut lægehjælp og livreddende mad og omsorg.

I Gørlev er der brug 25-30 indsamlere

Både lokalafdelingerne i Kalundborg, Gørlev og Høng mangler flere indsamlere, og i Gørlev håber indsamlingsleder Frank Due, at flere borgere vil melde sig: ”Der plejer at være 25-30 personer, der melder sig som indsamlere, og det antal vil vi også gerne op på i år,”siger Frank Due.

Efterskoleelever plejer at gøre en forskel

En stor del af afdelingens indsamlere kommer hvert år fra Gørlev Idrætsefterskole, men i år er de fleste elever hjemme på forældreweekend den 2-3 oktober, og det kan mærkes:

”Eleverne på efterskolen gør hvert år et stort stykke arbejde for vores Røde Kors afdeling, men i år falder deres skoleplaner anderledes, end de plejer, og derfor har vi brug for flere indsamlere,” forklarer Frank Due.

Fakta:

En rute samler typisk 1.000 kr. ind – for de penge kan Røde Kors give:

  • 1 hel måneds mad til 20 krigsramte børn
  • Akut lægehjælp til 4 sårede, der har brug for en ambulance
  • 6 måneders støtte til et sårbart barn i en udsat familie i herhjemme
  • En vigtig og oplevelsesrig dag på ferielejr for 5 udsatte børn i Danmark

Sådan melder du dig som indsamler:

  • Meld dig som indsamler hos Røde Kors i Kalundborg på 51 94 15 86, indsamlingsleder: Per Kjær Erichsen
  • Meld dig som indsamler hos Røde Kors i Gørlev på 61 63 37 87, indsamlingsleder: Frank Due
  • Meld dig som indsamler hos Røde Kors i Høng på 40 53 22 20, indsamlingsleder: Henny Niemann
  • Man kan også melde sig som indsamler på: rødekors.dk/indsamler eller på telefon 7010 0000.

Del