Revy støtter kritisk syge børn

I følge det publikum som har været med til de første forestillinger, er der ingen tvivl, dette års udgave af Revy Grand Cru er den bedste hidtil og revyen har høstet stor ros for en meget alsidig, munter og musikalsk forestilling

Revy støtter kritisk syge børn
Ved overrækkelsen deltog Tina Thrysøe fra Café Dyrehøj, Tom Christensen fra Dyrehøj Vingaard og formand for Revy Grand Cru, Carsten Persson. Med checken ses Søren Egeskov fra Team Rynkeby Vestsjælland. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Der var stor glæde hos Team Rynkeby Vestsjælland, da Revy Grand Cru havde forpremiere, torsdag i sidste uge. Hele 30.400 kroner blev samlet ind til fordel for kritisk syge børn.

Som tidligere år var Revy Grand Crus forpremiere på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs, doneret til fordel for Team Rynkeby Vestsjællands indsamling til kritisk syge børn, mens Café Dyrehøj donerede middagen og Dyrehøj Vingaard serverede vinen.

Arbejdsomme Rynkeby-ryttere fra 2023-holdet agerede bar- og serveringspersonale for en aften, mens gavmilde sponsorer havde doneret fine gaver til amerikansk lotteri.

Det var en stolt kaptajn for Team Rynkeby Vestsjælland, Søren Egeskov, der kunne modtage den fine check på 30.400 kroner.

Bedste revy hidtil

I følge det publikum som har været med til de første forestillinger, er der ingen tvivl, dette års udgave af Revy Grand Cru er den bedste hidtil og revyen har høstet stor ros for en meget alsidig, munter og musikalsk forestilling anno 2023. En revy som får rusket op i den nationale ”andedam” med en farverig palette af underholdende sketches, dans, musik og sang.

På nær et par år med corona, så har revyen spillet på Dyrehøj Vingaard siden 2016.

Det er fortsat muligt at købe billetter til Revy Grand Cru via Billetexpressen.dk, som spiller følgende dage: 9. – 10. (udsolgt) og 11. marts, 16. – 17. og 18. marts samt 23. – 24. (udsolgt) og 25. marts.

Del