Renovering - samarbejde og kommunikation er nøglen
Projektet skal gøre midtbyen smukkere, mere indbydende og lettere at færdes i – både for kunder, besøgende og handlende.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune har netop sendt en pressemeddelelse ud, hvor de skriver, at renoveringen af Bredgade og nye byrum skal styrke både handel og helhedsindtryk. Der er sat hegn op på den vestlige del af parkeringspladsen i Bredgade, og inden længe går renoveringen i gang.
Kalundborg Kommune går i gang med at renovere parkeringspladsen på Bredgade og opgraderer to gangforbindelser mellem Bredgade og Kordilgade. Projektet skal gøre midtbyen smukkere, mere indbydende og lettere at færdes i – både for kunder, besøgende og handlende, skriver Kalundborg Kommune i pressemeddelelsen.
“Det er et konkret resultat af et godt samarbejde mellem Kalundborg Kommune, VoresKalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd. Parterne er nemlig enige om, at midtbyen skal udvikles, og at det kræver både dialog og fælles opbakning – især når det midlertidigt giver udfordringer,” står der endvidere i pressemeddelelsen.
Bymidten forbliver tilgængelig under hele renoveringen
De nye løsninger omfatter ikke kun forskønnelse, men også klimatilpasning og nye muligheder for ophold i byens gårdrum. Samtidig er det et fælles mål, at bymidten forbliver tilgængelig og attraktiv under hele renoveringen.
"Det er fantastisk, at vi nu får gennemført projekter, der længe har været efterspurgt – ikke mindst i midtbyen. Vi er bevidste om, at det giver midlertidige gener, men vi forsøger at planlægge arbejdet, så det tager mest muligt hensyn. Projektet i Bredgade er et godt eksempel: Vi har haft en god dialog med VoresKalundborg, så vi når at åbne for parkering inden julehandlen," siger borgmester Martin Damm (V).
Samarbejde og kommunikation er nøglen
Formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd, Michael Rasmussen, understreger vigtigheden af at holde fast i både dialog og en positiv fortælling: "Vi har selv efterlyst udvikling – og med den følger naturligt lidt bøvl og tilpasning. Når det sker, skal vi give hinanden håndslag på at tale sammen og tale byen op. Det gør det lettere at finde nye veje at gå – både i overført betydning og helt konkret, når vi skal parkere, så vi kan komme til butikkerne i midtbyen."
Formand for VoresKalundborg, Hans-Henrik Nielsen, supplerer: "Vi har længe ønsket, at det slidte parkeringsareal blev opgraderet og midtbyen bundet bedre sammen. Nu sker det – og derfor er det vigtigt, at vi som butiksejere og ansatte I byen hjælpes ad, så forløbet bliver så smidigt som muligt. Resultatet bliver en klar forbedring for Kalundborg. I den kommende tid kan vi for eksempel gå foran med det gode eksempel, når vi taler byen op, og når de af os, der kan, bruger p-pladser lidt længere væk og går resten af vejen, når vi skal på arbejde."
Som tidligere beskrevet er der taget en del foranstaltninger, som skal hjælpe med at afbøde de udfordringer, som ombygningerne medfører, ligesom der er særlige tiltag i forbindelse med uge 30, hvor byfesten løber af stablen.