Rekordstort overskud
I 2024 har der været et kolossalt stort engagement fra alle deltagere og hold"
Af Jens Nielsen
Styregruppen bag ’Stafet For Livet’ har netop haft møde, her blev regnskabet fremlagt. I år er overskuddet rekordstort, hele kr. 171.564,52.
Tilbage i august blev ’Stafet For Livet’ afviklet i Kalundborg. I 24 timer løb eller gik de mange deltagere rundt i området ved Munkesø Stadion for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Nu har styregruppen bag arrangementet afsluttet regnskabet og kan oplyse, at årets overskud er rekordstort, nemlig hele kr. 171.564,52.
Den seneste rekord er fra 2019, lige inden Corona, hvor overskuddet lød på kr. 170.712,50 med 545 deltagere. I 2024, var der 342 deltagere, som kæmpede i de 24 timer for at samle det store beløb ind.
”Det har kun kunne lade sig gøre fordi, der har været kæmpe støtte fra de ca. 85 sponsorer, som har støtte holdene, enten med pengebeløb til gået/løbet omgange, samt gaver og anden støtte. I 2024 har der været et kolossalt stort engagement fra alle deltagere og hold,” fortæller Dan Hansen, formand for styregruppen bag ’Stafet For Livet’ i Kalundborg.
Der var i de 24 timer, stafetten varede, mulighed for at købe alt fra romkugler, håndarbejde, tøj, gaveræs, zumbaundervisning og massage.
Alle deltagere og holdledere har fået efterfølgende fået et spørgeskema fra Kræftens Bekæmpelse, omkring hvad de syntes om den afholdte stafet, samt ønsker om forbedring.
”Vi fik forelagt resultatet af spørgeskemaundersøgelsen på mødet og vil nu gennemgå den, inden vi mødes i februar 2025, til planlægningen af stafet 2025. Der er i rapporten kommet nogle god konstruktive forslag, til forbedringer og dem vil vi gå videre med i planlægningen af næste stafet,” fortæller Dan Hansen, og fortsætter, ”Vi vil gerne rose alle deltagere for den gode stemning og sammenhold vi oplevede på pladsen og det gode humør, trods det kraftige blæsevejr og regn, der kom natten til søndag, det kunne ikke stoppe deltagerne, så der skal lyde en kæmpestor tak til alle deltagere, gæster og ikke mindst vores mange sponsorer.
’Stafet For Livet’ 2025 foregår fra lørdag d. 23. august kl. 11.00 til søndag d. 24. august kl. 11.00.