Regler for pengegaver til dine børn og børnebørn

De stigende boligpriser har gjort mange seniorer pænt velhavende. Muligheden for at give pengegaver til sine børn er derfor større end nogensinde for mange.

Regler for pengegaver til dine børn og børnebørn
Kia Witthøfft Jensen, Partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Kalundborg. Privatfoto

Pengegaver til dine børn og børnebørn

Det er efterhånden pænt store beløb, der hvert år kan gives afgiftsfrit til ens nærmeste. Et ægtepar med to børn, to svigerbørn og fire børnebørn kan i år tilsammen give disse næsten en million kroner, uden at der skal betales gaveafgift.

De stigende boligpriser har gjort mange seniorer pænt velhavende. Muligheden for at give pengegaver til sine børn er derfor større end nogensinde for mange. Det gælder også dem, hvis formue er bundet i mursten i form af friværdi i et helt eller delvist gældfrit hus, fordi de såkaldte nedsparingslån gør det muligt at finansiere pengegaver uden at skulle sælge huset. Såkaldte gavegældsbreve duer dog ikke.

"Fordelen ved at give pengegaver i levende live fremfor at lade børnene arve pengene på et senere tidspunkt, er ikke så meget den arveafgift (boafgift), der måske kan spares, men mere at giveren selv kan se, hvor glade modtagerne bliver for gaven. Hertil kommer, at ens børn typisk har større nytte af pengegaver, mens de er i 40’erne eller 50’erne end af arv, når de selv er blevet ældre," fortæller Kia Witthøfft Jensen, Partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Kalundborg

Hvordan lyder beløbsgrænserne?

I 2024 er beløbsgrænsen for afgiftsfrie gaver til børn og børnebørn mv. på 74.100 kr., mens den til svigerbørn er på 25.900 kr. Et ægtepar med to børn, to svigerbørn og fire børnebørn kan derfor tilsammen give dem afgiftsfrie gaver på 992.800 kr., som det fremgår af tabellen nedenfor.

 

Fra mor

Fra far

I alt

 

Barn 1

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

Svigerbarn 1

25.900 kr.

25.900 kr.

51.800 kr.

Barnebarn 1

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

Barnebarn 2

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

 

Barn 2

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

Svigerbarn 2

25.900 kr.

25.900 kr.

51.800 kr.

Barnebarn 3

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

Barnebarn 4

74.100 kr.

74.100 kr.

148.200 kr.

Det er ikke et krav, at beløbsgrænsen skal udnyttes fuldt ud, eller at begge forældre nødvendigvis skal give det samme. Giveren kan naturligvis også beslutte kun at give gaver til børn, men ikke til svigerbørn, ligesom også børnebørn kan undtages.

"Gavereglerne omfatter i øvrigt ikke kun pengegaver, men også tingsgaver i form af fx en bil eller en post aktier. Derimod omfattes almindelige lejlighedsgaver ved jul og fødselsdag ikke. De kan frit gives ved siden af. Skal gaven være særeje for modtageren, bør der oprettes et gavebrev, hvori særejet bestemmes," fortæller Kia Witthøfft Jensen

Forældre hver for sig

Beløbsgrænsen gælder for hver forælder, og den ene forælder kan ikke give på den andens vegne. Ved pengegaver skal pengene derfor komme fra begge forældre. Gaver mellem ægtefæller er imidlertid afgiftsfri. Der er derfor som udgangspunkt intet til hinder for, at den ene ægtefælle kan give en større gave til den anden, uanset at denne måske på et senere tidspunkt bruger en del af pengene til selv at give gaver for.

Gaver til svigerbørn

Reglerne omfatter kun gaver til børns ægtefæller. Ikke gaver til børns samlevere eller kærester. Gaver til sådanne beskattes som personlig indkomst med en marginalskat på op til ca. 53 %.

Gaver til mindreårige børnebørn

Der kan godt gives afgiftsfrie gaver til mindreårige børnebørn, og det er ikke et krav, at gaven skal forvaltes af andre end disses forældre.

"Som udgangspunkt kan børnene først råde over pengene, når de fylder 18 år, men bedsteforældrene har faktisk – hvis de ønsker det – mulighed for at bestemme, at børnebørnene frit skal kunne råde over pengene, inden de bliver myndige," slutter Kia Witthøfft Jensen

Del