Reersø Kro er klar med julemaden

Indehaver af Reersø Kro, Jens Reinhard Nielsen, er klar til de mange julefrokoster, som december byder på.

Reersø Kro er klar med julemaden Indehaver af Reersø Kro, Jens Reinhard Nielsen, er klar til de mange julefrokoster, som december byder på. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Indehaver af Reersø Kro, Jens Reinhard Nielsen, er klar til de mange julefrokoster, som december byder på. På kroen har man delt det op så vidt muligt, så større selskaber ikke sidder i samme lokale grundet COVID-19.

Det er julefrokost tid, og selv om en del har aflyst grundet det høje smittetal, som vi lige nu ser i Danmark, er der stadig mange, der holder julefrokost i mindre selskaber. På Reersø Kro forsøger man at placere gæsterne således, at de ikke sidder tæt sammen, og de større selskaber sidder i forskellige lokaler, så alle kan føle sig trygge.

”Vi har altid anretningen på bordene, hvor der kommer fade ind med traditionel julemad.

Har vi større selskaber, forsøger vi, at sætte dem i forskellige lokaler, så man ikke sidder tæt sammen nogle steder. Det er klart, at kommer man ind fra gaden, og gerne vil have et måltid mad, sidder man i krostuen. Det handler om, at folk skal være trygge, når de kommer hos os,” siger Jens Reinhard Nielsen.

Til julefrokosten bliver der serveret lækker traditionel julemad lige fra gravad laks, sild, æg med rejer, til fiskefilet, æbleflæsk, andesteg med rødkål og flæskesteg med brunede kartofler. Ligesom der selvfølgelig er risalamande med kirsebærsauce.

”99 procent af maden er hjemmeleavet, da vi gør en stor dyd i, at lave det hele selv,” fortæller Jens Reinhard Nielsen.

Der kan selvfølgelig også bestilles julefrokost ud af huset.

Som vanligt åbent 2. juledag

2. juledag er der, traditionen tro, åbent på Reersø Kro. Her kommer mange af de samme gæster år efter år for at spise både julemad samt andre lækkerier fra køkkenet på kroen.

”Faktisk er 2. juledag den eneste dag på året, hvor vi har buffet på kroen. Det gør vi, fordi vi har så mange forskellige retter, vi gerne vil have, at folk skal smage,” slutter Jens Reinhard Nielsen.

Endelig kan der også, som de tidligere år, bestilles nytårsmenu ud af huset.

Del