Ramte rundkørsel med 110 km/t i mors bil
16-årig kørte galt i mors bil. Det lykkedes en patrulje at finde drengen cirka 1 km fra uheldsstedet.
Af Jens Nielsen
Der har formentligt været en dårlig stemning i familien det meste af weekenden efter at en 16-årig dreng kørte galt i mors bil, som han havde taget uden at få lov.
Natten til lørdag kørte en 16-årig dreng fra Sydsjælland ind i rundkørsel ved Hovvejen/Holbækvej ved Tømmerup med ca. 110 km/t og mistede derfor herredømmet over bilen, som fortsatte ud på en mark. Den 16-årige løb derefter fra stedet.
Han havde forinden også ramt et vejskilt og en lysmast ved Slagelsevej. Det lykkedes en patrulje at finde drengen cirka 1 km fra uheldsstedet.
Han havde grundet sin unge alder ikke noget kørekort og var samtidigt påvirket, men var sluppet fra uheldet uden skader. Bilen tilhørte drengens mor fra Kalundborg, og han havde taget nøglerne uden at få lov til det.