Rallyeliten mødes til nyt opgør med start i Kalundborg

Kalundborg og Omegns Motorklub står sammen med Slagelse Auto Sport bag den kommende DM-runde, som starter lørdag den 27. maj i Kalundborg og slutter søndag den 28. maj i Sorø.

Rallyeliten mødes til nyt opgør med start i Kalundborg
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) fra Team Glad Sport i Kalundborg vandt det danske mesterskab i rally sidste år og er et godt bud på en vinder af Rally Vestsjælland. Foto: Morten Dam, Specialpressen

Af Jens Nielsen

Anden runde af DIF-mesterskabet i rally 2023 afvikles i pinsen med start i Kalundborg. Rallyet afvikles over to dage og har mål i Sorø.

Efter årets første DM-afdeling, som blev kørt i Tyskland først i maj, mødes den danske rallyelite den 27.-28. maj til et nyt opgør i Rally Vestsjælland, der tæller som anden runde i kampen om årets mesterskaber i rally. 
Rally Vestsjælland tæller til DIF- og DASU-mesterskaberne Dansk Super Rally og Dansk Super Short Rally samt Nordic Rally Championship og Volvo European Cup.

Og der er lagt an til et uhyre tæt opgør, for teknisk er dansk rally bedre kørende end nogensinde før, hvortil kommer en perlerække af talentfulde og hurtige kørere.

Kalundborg og Omegns Motorklub står sammen med Slagelse Auto Sport bag den kommende DM-runde, som starter lørdag den 27. maj i Kalundborg og slutter søndag den 28. maj i Sorø.
Rallyets samlede distance er godt 470 km, som køres ved Kalundborg, Sorø og Slagelse. Heraf køres godt 150 km fordelt på 16 afspærrede hastighedsprøver.

Lørdag eftermiddag køres der to gange på tre forskellige afspærrede asfaltveje omkring Kalundborg med en samlet distance på 45-50 km. To af prøverne er rundbaner, mens den tredje er en gennemgående prøve. Efter en servicepause i Kalundborg fortsætter deltagerne til pause og overnatning i Sorø.

Rallybilerne gennemgår lørdag fra klokken 13:00 til 16:00 en teknisk kontrol hos Ifor Williams Trailere på Sydhavnsvej 9 i Kalundborg, hvor der er mulighed for at se nærmere på de mange rallybiler.

Den første bil i feltet starter klokken 17:00 fra Ifor Williams Trailere på Sydhavnsvej.

Søndag morgen klokken 8:00 restartes rallyet og om formiddagen køres der flere hastighedsprøver ved Sorø og om eftermiddagen kører hele feltet hastighedsprøver ved Slagelse.

Søndag vil Rally Vestsjælland byde på spektakulære og spændende oplevelser med det hæsblæsende opgør på de vestsjællandske hastighedsprøver.
Første bil i feltet forventes i mål ca. kl. 17.00 på Torvet i Sorø.

Deltagerne kører i 2- eller 4-hjulstrukne biler, og der ventes 60-70 køretøjer til start Rally Vestsjælland.

Foruden de mange deltagere og deres servicehold vil omkring 150 officials fra nær og fjern være involveret i afviklingen af løbet.

Del