Rally i mudder og vand

Det blev til hele tre klassesejre til lokale hold

Rally i mudder og vand

Af Jens Nielsen - Foto: Jokum Tord Larsen

Det blev noget af en våd affære da Kalundborg og Omegns Motorklub søndag afviklede 4. afdeling af Vestsjællandsmesterskabet i klubrally i de store grusgrave i Gammelrand.

27 rallykørere stillede søndag til start da Kalundborg og Omegns Motorklub afviklede 4. afdeling af vestsjællandsmesterskabet i klubrally.

Løbet var i alt 70 km. langt og der var indlagt fire forskellige hastighedsprøver som blev kørt to gange.

De fire hastighedsprøver var alle henlagt til grusgravene i Gammelrand ved Svebølle. Prøver der stiller store krav til rallykørerne og deres materiel, og det blev på ingen måde nemmere i dag, hvor det blev både vådt og mudret, eneste fordel - det støvede ikke så meget.

Kalundborgklubben stillede selv med fem hold til start. Der var flotte førstepladser til Kasper Stæhr / Jonas Kirk, VW Polo, i begynderklassen, til Kenneth Hansen / Steffen Frederiksen, Ford Fiesta ST150, i klassen for standardbiler og til Rasmus / Emil Nielsen, Subaru Impreza WRX STI, i klassen ’Rallybil over 1600 ccm.’

Brødrene Mikkel og Frederik Glad, Peugeot 206 GTI, måtte udgå på den sidste hastighedsprøve og Claus Lanther / Mogens Gotlob, trak deres Suzuki Swift Kitcar ud af løbet før tid, da bilen skal være klar til DM løb i næste weekend i Jylland.

Del