Raklev Børnehave bagte for BørneTelefonen

Forældre, børn og personale samlede 5.200 kroner ind til Børns Vilkår ved stort kageudsalg i torsdags.

Raklev Børnehave bagte for BørneTelefonen
Torsdag i uge 43 summede Raklev Børnehave af liv, duft af nybagt kage og lyden af latter, da børnehaven deltog i landsindsamlingen Bag for en Sag. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Forældre, børn og personale samlede 5.200 kroner ind til Børns Vilkår ved stort kageudsalg i torsdags.

Torsdag i uge 43 summede Raklev Børnehave af liv, duft af nybagt kage og lyden af latter, da børnehaven deltog i landsindsamlingen Bag for en Sag. Formålet var at samle penge ind til Børns Vilkårs BørneTelefon, hvor børn og unge året rundt kan få rådgivning, trøst eller blot en voksen, der lytter.

Kagebord med hjerte og holdånd

Hele huset var i sving, da børn, pædagoger, forældre og bedsteforældre i fællesskab stod for et stort kageudsalg. Hjemmefra blev der bagt alt fra lagkager og muffins til småkager, mens børnene i børnehaven havde bagt boller og pyntet småkager med glasur og farverigt krymmel.

“Det er dejligt at få skabt denne sammenhængskraft, hvor vi i fællesskab løfter i flok.
Når vi holder udsalg og kaffe/kagestue for forældre, søskende og øvrige familiemedlemmer, så er hele huset fyldt med liv, glæde og god vilje,”
fortæller afdelingsleder Henrik Hoppe.

Børns Vilkår havde sendt flag, guirlander og prisskilte, så arrangementet lignede et ægte kagemarked. Betalingen foregik via MobilePay, og overskuddet gik ubeskåret til BørneTelefonen.

“Vi har selv købt et par kager, og de smager virkelig godt,” fortæller kollegaerne Karin Nexø, Pia Jensen, Marianne Hjortshøj og Sandra Sørensen grinende. “Der er endda solgt nogle til overpris – alt for det gode formål!”

Stor indsats gav flot resultat

Da dagens sidste kage var solgt, kunne Raklev Børnehave gøre status: Hele 5.200 kroner blev indsamlet til BørneTelefonens arbejde.

“Jeg er utrolig stolt af vores børn, personale og familier. Det viser, hvor meget vi kan udrette sammen, når vi samler kræfterne om noget vigtigt,” siger Henrik Hoppe afslutningsvis.

Del