Præst: ’Komplicerede arbejdsvilkår’

”Jeg har været præst i 35 år, men jeg har ikke oplevet noget, der modsvarer den hverdag, jeg oplever i Nyvangskirken"

Præst: ’Komplicerede arbejdsvilkår’
Konstitueret sognepræst Palle Kongsgaard fra Nyvangskirken begrunder sin opsigelse med, at arbejdsforholdene er komplicerede efter et møde i menighedsrådet midt i december. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Konstitueret sognepræst Palle Kongsgaard fra Nyvangskirken begrunder sin opsigelse med, at arbejdsforholdene er komplicerede efter et møde i menighedsrådet midt i december.

Mandag kunne TV-Kalundborg fortælle, at uroen i Nyvangskirken tilsyneladende fortsætter. Tre medlemmer af det helt nye menighedsråd, deriblandt formand Michael Husted, har allerede forladt rådet inden for den første måned og Palle Kongsgaard, som har været konstitueret sognepræst, har sagt sit job op.

I en mail sendt til menighedsrådets medlemmer ved årsskiftet, som TV-Kalundborg også er kommet i besiddelse af, skriver sognepræsten,

”Jeg må hermed meddele jer, at jeg i dag har sendt min opsigelse som præst i Nyvangskirken til biskoppen. Desværre må jeg konstatere, at arbejdsforholdene i kirken siden menighedsrådsmødet den 13. december er blevet så komplicerede, at mit helbred ikke længere kan holde til det.”

Planen var ellers, at Palle Kongsgaard skulle fortsætte frem til sommeren 2023, men over for såvel Sjællandske Medier som TV-Kalundborg oplyser næstformand i menighedsrådet Pernille Svare ellers, at opsigelsen skyldes, at præsten er 70 år og derfor ønsker at gå på pension, men det er altså ikke den fulde sandhed.

Samme Pernille Svare beskylder i øvrigt TV-Kalundborg for, at artiklen som blev bragt i mandags om uroen i Nyvangskirken, ikke er sand til trods for, at alle oplysninger i artiklen er bekræftet af flere kilder.

”Jeg har været præst i 35 år, men jeg har ikke oplevet noget, der modsvarer den hverdag, jeg oplever i Nyvangskirken. Jeg har været knyttet til kirken i fire måneder og har oplevet hverdagen der. Jeg beklager det så dybt, men jeg har ganske enkelt ikke helbredet til at fortsætte,” siger Palle Kongsgaard til Sjællandske Medier.

Hvem der laver splid i menighedsrådet, så flere af de valgte medlemmer, og nu også sognepræsten, melder fra, vides ikke. Ingen ønsker at sætte navn på.

”Det er personlige årsager som gør, at jeg nu trækker mig, jeg skal kunne se mig selv i øjnene og jeg har en lille virksomhed her i byen som jeg også skal tage hensyn til, og så gider jeg ikke noget mudderkastning og det vil det helt sikkert ende med, men folk kan nok selv læse mellem linjerne, og jeg har egentligt ikke flere kommentarer,” fortæller Michael Husted, som ikke ønsker at uddybe nærmere hvorfor at han trækker sig som formand for menighedsrådet i Nyvangskirken.

Del