PostNord Danmark Rundt kommer gennem stor del af Kalundborg Kommune
Der er endnu engang lagt op til en stor cykelfest på kommunens veje, en rute som Kalundborg Kommune har foreslået arrangørerne, og som får start i Kalundborg Havnepark.

Af Jens Nielsen
Kalundborg Kommune kan endnu engang se frem til en sommer med cykelfest når Kalundborg bliver startby for 4. etape af PostNord Danmark Rundt 2023. Det er kommunen som har foreslået ruten til arrangørerne, hvor rytterne bl.a. kommer gennem fire af kommunens centerbyer.
Når dette års udgave af PostNord Danmark Rundt køres den 15.-19. august 2023, bliver det en rute på 728 kilometer, som er fordelt på fem etaper. Fredag den 18. august 2023 skal Kalundborg være startby for 4. etape af PostNord Danmark Rundt. Etapen starter i Kalundborg og ender i Bagsværd.
Derfor er der endnu engang lagt op til en stor cykelfest på kommunens veje, en rute som Kalundborg Kommune har foreslået arrangørerne, og som får start i Kalundborg Havnepark.
”Sidste gang havde vi jo et cykelløb hvor der blev kørt på en rundbane i Kalundborg, denne gang bliver det et mere klassisk cykelløb, derfor har vi spurgt om ikke vi kunne få noget mere cykelløb i kommunen, så vi har faktisk selv foreslået arrangørerne den rute som nu er offentliggjort. På den måde får cykelrytterne set en del af Kalundborg Kommune og fire af kommunens fem centerbyer samt en række af mindre byer får glæde af cykelløbet,” fortæller borgmester Martin Damm (V).
Efter starten i havneparken og turen rundt i Kalundborg by drejer rytterne mod Rørby ad Rute 22. I Rørby drejes til venstre mod Ubby-Jerslev. Efter Jerslev drejes til højre mod Store Fuglede, Bakkendrup og Gørlev. Fra Gørlev er det ud på Rute 22 igen inden der drejes til venstre ad Strandvej mod Høng. Fra Høng går ruten mod Torpe, Hallenslev og langs Tissø mod Sæby. Rytterne kører herefter til højre ad Nøragervej mod Buerup og ad Kattrupvej mod Slagelsevej ved Bromølle Kro. Her slipper cykelrytterne så Kalundborg Kommune efter omkring 42 km. på kommunens veje.
Novo Nordisk 100 år
PostNord Danmark Rundt har tidligere besøgt Kalundborg Kommune. Både i 2014, 2017 og i 2021. I 2022 besøgte både Tour de Storebælt og Tour de France Kalundborg. Derfor lå det måske ikke lige i kortene, at PostNord Danmark Rundt endnu engang skulle til Kalundborg. Men det er der faktisk en helt særlig grund til.
”Til dette års udgave af PostNord Danmark Rundt er der jo en særlig grund til at der er start i Kalundborg. Novo Nordisk fylder 100 år i år og er sponsor på løbet og de kunne godt tænke sig, at man kører fra Novo Nordisk til Novo Nordisk. Derfor starter man i Kalundborg og har mål i Bagsværd, og så er vi selvfølgelig glade for at vi kan lægge vej til cykelløbet endnu engang,” fortæller Martin Damm.
Kalundborg bliver startby for for 4. etape af PostNord Danmark Rundt