Læserbrev: Populisme af værste skuffe
Op til et valg er det almindeligt, at man arrangerer vælgermøder for at høre kandidaternes mening om forskellige ting, der rører sig i kommunen, for at debattere disse ting og for at høre kandidaternes holdning hertil, inden man sætter sit kryds.
Og det er helt fair.
Jeg synes nu ikke det er fair - det er faktisk umoralsk - at invitere alle kandidaterne til et vælgermøde om et specifikt emne, som de pågældende kandidater ingen indflydelse har på! Et emne, som end ikke er vedtaget af regeringen, og som ikke vil blive det de første mange år.
Nu har de to grupper, Nej til motorvej på Røsnæs og Nej til motorvej på Asnæs, vel i mere end et par år kørt kampagne i pressen om et nej til motorvej på henholdsvis Røsnæs og Asnæs, og nu vil man så have kandidaterne til byrådet i gabestokken, hvis de skulle formaste sig til at være uenige i de to gruppers holdninger.
Kandidaterne kan jo bare sige det, som arrangørerne gerne vil høre - uden risiko - for de vil ingen indflydelse have på en eventuel beslutning om en Kattegatforbindelse.
Dette vælgermøde er populisme af værste skuffe, og er under lavmål.
Svend Olesen
Agerhønevej 9,
Kalundborg