Populært julemarked er på trapperne
Det oser af julestemning, og i de mange boder kan man lade sig friste af alt fra kunsthåndværk og lækkerier til smukke dekorationer og julepynt.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Igen i år er der julemarked på Stejlhøjhus – til stor glæde for mange kalundborgensere, der hvert år besøger det populære og hyggelige julemarked på Stejlhøj.
Det oser af julestemning, og i de mange boder kan man lade sig friste af alt fra kunsthåndværk og lækkerier til smukke dekorationer og julepynt. Igen I år er der masser af boder i hovedbygningen samt i det hyggelige gartneri med de mamnge smukke planter m.m.
”I år får vi også besøg af Center 2, og derfor vil der være ekstra boder, derudover vil Raklevgården lave nogle spil, og dagcentret har også en lille bod med, hvad de har lavet. Medieværkstedet kommer også med deres ting. Men ellers er der Gartneriet, der har salg af dekorationer og planter, keramik- og glasværkstedet, der sælger brugskunst og ligeså krea-værkstedet, der også har brugskunst,” fortæller Karina Boye fra Stejlhøjhus.
Julemusik skaber julestemning
Husbandet ’Kryds & Tværs’ vil igen stå for julemusikken, som de i øvrigt har gjort i mange år. I år har de dog en mere med, da Stejlhøjhus har en praktikant, der spiller musik med bandet. I år har julemanden ikke tid til at kigge forbi, men det gør en anden til gengæld – nemlig en julekone.
Når sulten melder sig
Når sulten melder sig, kan man også holde en lille pause i husets café, hvor der serveres æbleskiver, varm gløgg og andre lækkerier.
”Solsikken sælger gløgg og æbleskiver, som de plejer, men de har også lidt andre lækre ting, man kan købe,” fortæller Karinas Boye.
Julemarkedet på Stejlhøjhus foregår lørdag den 23. November kl. 10-15. Adressen er Elise Sørensens Vej 2 i Kalundborg – det der tidligere hed Stejlhøj. Alle er velkomne, og der er gratis parkering og indgang.