Populær politiker hædret med ridderkorset

Martin Damm kom også med lidt drillerier til Niels-Erik Sørensen, bl.a., at han ikke kan lade være med at komme med sjove bemærkninger og elsker at underholde som bl.a. Poul Nyrup og Poul Dissing.

Populær politiker hædret med ridderkorset
Niels-Erik Sørensen blev fejret ved meget velbesøgt reception tirsdag eftermiddag på Kalundborg Rådhus. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Niels-Erik Sørensen blev tirsdag hædret med ridderkorset for sine 25 år som kommunalpolitiker ved en velbesøgt reception på Kalundborg Rådhus.

Det var en både stolt, glad og rørt Niels-Erik Sørensen, som tirsdag eftermiddag fik overrakt ridderkorset af borgmester Martin Damm.

Niels-Erik Sørensen kunne nemlig den 1. januar 2023 se tilbage på 25 år i kommunalbestyrelsen, og det blev fejret med en meget velbesøgt reception tirsdag eftermiddag i kantinen på rådhuset på Holbækvej.

En imponerende bedrift i sig selv, men lige så imponerende er, at han gennem alle syv perioder er blevet genvalgt af dem, der står hans hjerte mest nær – borgerne!

-Du kom i kommunalbestyrelsen med 215 stemmer første gang og den gang var det kun i Kalundborg by, og du fik næstflest Venstre stemmer. Næste gang der var valg fik du 442 stemmer, under 100 stemmer fra spidskandidaten og siden da har du haft flotte valg, syv på stribe og med flotte stemmetal hver gang, det er imponerende, sagde borgmester Martin Damm i sin tale til 25-års jubilaren, og fortsatte,

-Der er ingen tvivl om, at du brænder for de ældres vilkår, sådan har det været alle 25 år, det er flot, men du sidder også i børne- og ungeudvalget, et udvalg som behandler de svære børnesager, her har du siddet som formand i 13 år, det er et udvalg med tunge sager. Du har også siddet i mange år i bestyrelsen for Kalundborg Forsyning, og du er ret mødestabil og passer dine ting.

Martin Damm kom også med lidt drillerier til Niels-Erik Sørensen, bl.a., at han ikke kan lade være med at komme med sjove bemærkninger og elsker at underholde som bl.a. Poul Nyrup og Poul Dissing.

-Du har det faktisk rigtigt godt når der er lidt selskab og mennesker. Når der er mad og drikke og glade mennesker, så har du det som en fisk i vandet, sagde Martin Damm inden han overrakte ridderkorset til 25-års jubilaren.

Og god mad og drikke og især gæster var der rigeligt af i en propfyldt kantine på Kalundborg Rådhus.

Blandt de mange gæster var bl.a. dansktopsangeren Richard Ragnvald, som var kommet fra Brabrand ,og duoen Butterflies, som er husorkester til Seniorfesterne,  kiggede også forbi.

Del