Populær irsk folkemusik

Repertoiret spænder vidt lige fra vemodige ballader til livlige sange at synge med på.

Populær irsk folkemusik Fredag den 22. oktober kommer folkemusikgruppen Folk Friends forbi Gl. Svebølle Forsamlingshus.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag den 22. oktober giver Gl. Svebølle Forsamlingshus mulighed for en hyggelig aften i selskab med folkemusikgruppen Folk Friends.

Folk Friends er en folkemusikgruppe fra det vestlige Jylland. Musikken er meget inspireret af irsk/skotsk folkemusik, som står bandets medlemmer nært. Repertoiret spænder vidt lige fra vemodige ballader til livlige sange at synge med på. Det hele serveres med en spilleglæde ud over det sædvanlige, krydret med små anekdoter og sjove historier fra hverdagen. Folk Friends præsenterer også flere instrumentalnumre fra den danske, svenske og irske melodiskat.

Gruppen har eksisteret i 20 år, og de har spillet på utallige pubber, i forsamlingshuse og på forskellige festivaler. Af festivaler kan bl.a. nævnes Skagen, Tønder og Strib. Der er dømt fællessang, når gruppen træder op på scenen, og folk kan vise tendenser til at have svært ved at stå stille.

Folk Friends er populær, også i forsamlingshusene, og har tidligere optrådt i flere forsamlingshuse i Kalundborg Kommune, hvor billetterne blev revet væk. Efterfølgende er bandet blev rost for sin evne til at skabe en hyggelig, glad og nærværende stemning.

Aftenen begynder kl. 18. hvor der er dækket op til fællesspisning, og kl. 19.30 går musikken på scenen. Tilmelding sker direkte til Gl. Svebølle forsamlingshus på telefon 25 80 07 01.

Arrangementet er en del af Liv i Forsamlingshusene. Se flere arrangementer via www.kalundborglif.dk

Del