Politiet jagtede spritbilist gennem Kalundborg

Under sin tur gennem byen kørte bilisten over for rødt lys, frem for ubetinget vigepligt, over helleanlæg og mod færdselsretningen flere steder.

Politiet jagtede spritbilist gennem Kalundborg

Af Jens Nielsen

En 19-årig ung mand havde så dårlig samvittighed, at han valgte at stikke af fra politiet natten til søndag. Han blev dog anholdt efter en biljagt gennem gaderne i Kalundborg og han har fået en række sigtelser for at overtræde både færdselsloven, knivloven og våbenbekendtgørelsen.

Natten til søndag kl. 00.21 kørte en bil i høj fart over for rødt lys på Bredgade i Kalundborg mod øst, så en af politiets patruljer satte efter med blink og sirene tændt for at standse bilisten.

Bilen stoppede dog ikke, men kørte videre ad Elmegade, Slagelsevej, Sct. Jørgensbjerg, Møllebanken, Møllestræde og videre til Lerchenfeldvej, hvor bilisten stoppede.

Under sin tur gennem byen kørte bilisten over for rødt lys, frem for ubetinget vigepligt, over helleanlæg og mod færdselsretningen flere steder.

Flugtbilisten viste sig at være en spirituspåvirket 19-årig mand fra Kalundborg, som blev anholdt og sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser. I bilen blev fundet en kniv og en peberspray, så den 19-årige blev også sigtet for at overtræde knivloven, da han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at medbringe kniven og for våbenbekendtgørelsen. Kniv og peberspray blev beslaglagt.

Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter sagen blev juridisk vurderet. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 19-årige i grundlovsforhør efter reglerne om vanvidskørsel, så han blev løsladt efter afhøringen. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter den 19-årige vil høre mere i sin sag.

Ingen personer var umiddelbart i nærliggende fare i forbindelse med kørslen gennem byen. Politiet vil gerne i kontakt med andre bilister, som har måtte undvige eller bremse for flugtbilisten, som dokumentation i sagen.

Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Del