Pinsens kunstdage er skudt i gang
I Kalundborg Kommune er der tilmeldt 36 kunstnere/udstillingssteder, spredt ud over hele kommunen, der både tæller nye som gamle kendinge og flere forskellige udtryksformer

Af Jens Nielsen
I mange år er kunst og pinse gået hånd i hånd i det Midt- og Vestsjællandske. Her byder kunstnere og kunsthåndværkere kunstinteresserede fra nær og fjern indenfor i værksteder, gallerier og udstillingssteder under Kunstdage i pinsen. Og sådan er det heldigvis også i år.
Kunstdage i pinsen løber lige nu af stablen flere steder i det midt- og vestsjællandske kulturlandskab. I Kalundborg Kommune er der tilmeldt 36 kunstnere/udstillingssteder, spredt ud over hele kommunen, der både tæller nye som gamle kendinge og flere forskellige udtryksformer fra keramik, maleri, granitskulpturer, trædrejning og smykkekunst.
På det yderste Røsnæs, nærmere bestemt Åsen 2, har Ole Kjempff åbnet dørene til atelier samt udstilling i den store lade på stedet.Her bliver naturen, det horisontale og vandet forenet med form og flader, der glider over i abstraktioner i en eksperimenterende balance mellem kompositioner og oliefarver, – alt udtrykt på lærredet.
”De fleste af mine billeder sælger jeg på mund til mund-metoden og mange af kunderne kommer fra Københavnsområdet, der kommer også mange sommerhusgæster og køber mine billeder,” fortæller Ole Kjempff, som sidste år havde besøg af 150 gæster til Kunst i Pinsen.
Med for første gang
En af de kunstnere som er med i Kunst i Pinsen for første gang er keramiker Karina Boye på Græsmarken ved Ugerløse. Her danner en staldbygning rammen om et hyggeligt lille keramikværksted hvor Karina Boye fremstiller sine keramikarbejder, men det er også her, hvor der afholdes en række af forskellige kurser, lige fra nybegynderen og til de mere øvede.
Til Kunst i Pinsen har Karina Boye også inviteret et par gæsteudstillere, bl.a. Anne Pajesø fra Kalundborg, som også udstiller keramik.
Vandt en kuratorprisen
På Lerchenborg Gods byder Galleri (HHR) Hedda Hondon Raa indenfor.
”Jeg arbejder med forskellige serier i et figurativt og meget abstrakt udtryk, hvor måden billederne laves på er ekspressiv, spontan og intuitiv med flow af bevægelse og stort set ingen brug af tankevirksomhed i processen,” fortæller Hedda Hondon Raa.
I marts i år deltog Hedda på min første Kunstmesse – Art Hillerod, hvor hun vandt en kuratorpris (maleriet kan ses i galleriet)
”Jeg håber at så mange som muligt vil kigge ind og støtte op om Galleri HHR, c/o pả Lerchenborg, hvor jeg arbejder på, ud over altid at præsentere egne billeder i galleriet, også at udstille andre kunstnere og gøre galleriet til et spændende sted med events for Kalundborg og omegn,” siger Hedda Hondon Raa.
Traditionen tro slår en mangfoldighed af udstillingssteder dørene op for alle kunstinteresserede i pinsedagene, den 7.-9. juni kl. 10-16. Se mere på hjemmesiden kunstipinsen.dk