Peter Jacobsen dekoreret med Ridderkorset

Inden januar måneds kommunalbestyrelsesmøde begyndte tirsdag sidst på eftermiddagen, havde borgmester Martin Damm (V) en lille overraskelse i ærmet.

Peter Jacobsen dekoreret med Ridderkorset
Borgmester Martin Damm (V) havde Ridderkorset med til Peter Jacobsen (DF) på årets første kommunalbestyrelsesmøde. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kommunalbestyrelsesmedlem Peter Jacobsen, Dansk Folkeparti, blev tirsdag dekoreret med Ridderkorset for 16 års arbejde i kommunalbestyrelsen.

Inden januar måneds kommunalbestyrelsesmøde begyndte tirsdag sidst på eftermiddagen, havde borgmester Martin Damm (V) en lille overraskelse i ærmet.

Peter Jacobsen fra Dansk Folkeparti blev bedt om at stille sig op ved siden af borgmesteren.

”Peter Jacobsen har været medlem af kommunalbestyrelsen i 16 år, ja nu er det faktisk 17 år. Peter Jacobsen stillede op til kommunevalget i 2005 med det klare mål at gøre en forskel for de mennesker der er afhængig af hjælp fra kommunen. Han har arbejdet for, at kommunen er til for borgerne og ikke omvendt,” sagde Martin Damm da han læste op ad indstillingen til Kongehuset.

Herefter blev den røde æske med Ridderkorset fundet frem og Peter Jacobsen fik hæftet Ridderkorset på sin jakke.

”Man må bære det den dag man får det udleveret, også om aftenen og tænker, at man også godt må sove med det,” sagde Martin Damm inden alle kommunalbestyrelsesmedlemmerne klappede taktfast.

Peter Jacobsen har tidligere været viceborgmester og er i indeværende periode medlem af Økonomiudvalget og er formand for Ældre- og Sundhedsudvalget.

”Det er meget anderledes end når vi normal mødes, det er jeg nødt til at sige. Tiden er fløjet afsted og det må jo være fordi jeg har været i godt selskab. Der er sket rigtigt meget med vores kommune siden jeg blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2005 og jeg synes vi alle sammen har grund til at være stolte, de rigtigt fantastiske resultater dem laver vi jo i fællesskab,” sagde Peter Jacobsen i sin tale til kommunalbestyrelseskollegaerne.

Borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer kan indstilles til Dannebrogordenens Ridderkors, når medlemmet er valgt til kommunalbestyrelsen for 5. gang. Det vil sige, at den pågældende har været medlem af kommunalbestyrelsen i 16 år og er genvalgt til den 5. periode.

Del