Pensioneret svane fik nyt liv

Pensioneret svane fik nyt liv
1. klasse fra Ubby Friskole har sørget for, at en pensioneret svane har fået nyt liv og for ulejligheden får eleverne en tur i Sommerland Sjælland. Privatfoto

Af Jens Nielsen

1. klasse fra Ubby Friskole har med maling sat deres helt eget præg på en pensioneret svane og har vundet en tur for hele klassen til Sommerland Sjælland.

Tre pensionerede svaner fra Sommerland Sjælland er flyttet ind på det helt nye Gårdhaven Streetfood, og for at få lidt mere liv i svanerne kunne tre skoleklasser vinde muligheden for at dekorere hver sin svane og samtidig få en tur i Sommerland Sjælland.

Den konkurrence bød 1. klasse fra Ubby Friskole ind på og vandt, og nu er svanen malet færdig og klar til at pynte i det nye streetfoodmarked.

”Vi har været så heldige at være en af de tre vindere - og klassen blev simpelthen så glade. Vi modtog svanen i fredags, og har brugt mandag og tirsdag i denne uge på at male svanen, præcis ligesom eleverne gerne ville have at den skulle se ud,” fortæller klasselærer Trine Schwartz, og fortsætter,

”Det har været en fed oplevelse for klassen, og vi glæder os til at se svanen oppe i Sommerland Sjælland, når vi kommer derop.”

Del