PCR-test nu muligt én dag mere om ugen

Det har imidlertid skabt problemer for mange, at der er tre dage om ugen, hvor det ikke er muligt at få en PCR test i Kalundborg.

 

PCR-test nu muligt én dag mere om ugen Det er pt. muligt, at få en PCR-test taget i Kalundborg fire gange om ugen. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det er pt. muligt, at få en PCR-test taget i Kalundborg fire gange om ugen, nemlig mandag, tirsdag samt torsdag og fredag. Det har imidlertid skabt problemer for mange, at der er tre dage om ugen, hvor det ikke er muligt at få en PCR test i Kalundborg.

Er man nær relation til smittet med COVID-19 anbefaler sundhedsmyndighederne, at man bliver testet på 4. samt 6. dagen, men det kan godt skabe problemer for borgerne i Kalundborg, da man her kun kan blive testet fire ud af ugens syv dage. Rammer 4. og 6. dagen en af de dage, hvor test centeret i Kalundborg er lukket, må man derfor køre til Holbæk eller Slagelse for at få PCR testen. Det er en mulighed for nogle, men alt for besværligt eller umuligt for andre.

Camilla Nielsen bor i Kalundborg sammen med sin mand, og hun er mor til fire. Hun har lige været igennem testforløb grundet, at hele familien er nær relation til smittet, og hun er ikke imponeret over, at man kun kan blive PCR testet fire dage om ugen i Kalundborg.

”Vi har alle seks i familien lige været gennem hele møllen mht. at være nær relation til smittet. Dvs., at vi alle har skulle testes på 4. og 6. dagen, men da det ikke har passet med åbningstider i Kalundborg, har vi måtte køre flere gange til Holbæk. Vi har bil, og har dermed mulighed for at køre til fx Holbæk, men uanset er det da meget uheldigt at skulle tage fri fra job for, at kunne blive testet i en anden kommune. Og hvad med dem, der ikke har bil, hvad skal de gøre. De må jo ikke tage offentlige transport. Det gør det jo svært at overholde retningslinjerne. Mange vil ganske givet tænke, at så får de testen en anden dag,” siger Camilla Nielsen, og fortsætter: ”Det er super fint, at der igen er kommet kviktestcenter i Kalundborg, men det løser jo desværre bare ikke problemet med PCR test. For at børnene må komme tilbage i skole, skal de være testet på 4. og 6. dagen med en PCR test.”

Nu også mulighed for PCR test lørdag

”Vi kan godt se, at der er stor efterspørgsel på PCR test i Kalundborg, og derfor åbner vi nu også op om lørdagen fra lørdag den 13. november. Vi anbefaler, at man bliver PCR testet de dage, der står i retningslinjerne, men er det helt umuligt, må de jo vente til dagen efter. Men hvor det lader sig gøre, anbefaler vi det,” siger Anne Hjortshøj, enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland.

Ydermere kræver det fremover, at man bestiller tid for, at få en PCR test på Hareskovvej i Kalundborg ligesom, at PCR test centeret flytter fra Hareskovvej til Synscenter Refnæs på Kystvejen i Kalundborg den 22. november.

Del