Pas din egen valgkamp
Læserbrev: Pas din egen valgkamp
- Du er ÅH så ligeglad, Michael Ahrenkiel – og alligevel sender du her på TV-Kalundborg en sviner mod gruppeformand Gunver Jensen (s) og den nye socialdemokratiske partiforening i Kalundborg Kommune. Og den første til at like på facebook, er svigermor, Lise Larsen.
Du forsøger næsten uskyldsramt her midt i valgkampen at fiske stemmer til et mandat. Du har åbenbart intet andet at byde på, og så bruger du det gamle forslidte kneb om at svine en partifælle til. Sagligheden er gået af fløjten, hvis den nogensinde har været der.
Det er for længst forstået, at du støtter S-borgmesterkandidaten, men du behøver ikke at lancere dig som novice i politik og nedgøre andre i uskyldighedens skær. For selv om du er ny i lokalpolitikken, så er du jo trods alt medlem af en velkendt familie, hvor politik har været på dagsordenen gennem adskillige år.
Du er svigersøn til Gert Larsen, som også er kandidat til kommunalvalget. Og svigermor Lise Larsen har sine holdninger, som hun ivrigt lufter på facebook. Din kone, Pernille Ahrenkiel, er medlem af bestyrelsen i den gamle S-forening i Kalundborg. Hun følger også trop på facebook. Så det er ikke fra en skyfri himmel, du sender svineren afsted.
Du skriver nedgørende om det vælgermøde, som den nye S-forening i Kalundborg holdt lørdag i samarbejde med 3F, hvor Gunver Jensen og Martin Damm fortalte om deres politiske arbejde, deres erfaringer og resultater. I kommunalbestyrelsen afgøres mindst 94 procent af sagerne i fuld enighed. Og Gunver nedgjorde ingen af sine partifæller. Det var i øvrigt et velbesøgt valgmøde med indhold, hvor du valgte ikke at deltage.
Du er fuld af konspiration, når du tror, du ved, hvorfor jeg og andre har stiftet den nye S-forening i Kalundborg Kommune. Det aner du tydeligvis ikke en dyt om. Du hænger vist fast i, hvad du har fået fortalt. Og så haler du oveni 3F med ind i dit tunnelsyn på politik.
Det er hverken usolidarisk eller kriminelt at stifte en politisk forening i kongeriget Danmark. Og vi gjorde det for at dyrke vores politiske interesse og længere er den faktisk ikke.
Opbakningen har været stor - trods corona-begrænsninger. Vi har konstant siden starten følt vreden fra visse sider i den gamle forening. Bare det at få et navn var en kamp. Vi må ikke bruge navnet Kalundborg. Vælgermøder til vores kompetente kommunalbestyrelsesmedlemmer har været yderst begrænset. Faktisk kan man undre sig over, at der ikke er nogen i foreningens top, som kan se fordelen af at have to foreninger i stedet for én. Og at møde vælgerne med stærkeste hold.
Så, Michael Ahrenkiel, fald ned i bukserne og pas din egen valgkamp!
Stem roligt på Gunver Jensen. Hun kan sit kram, og det samme kan Hanne Olesen, Kristine Vesterskov Olsen, Marianne Madsen og vores nye kandidat Jonas Henriksen.
Susanne Uhre-Prahl
Nørre Allé
Kalundborg