Påkørte bagenden af personbil

Torsdag eftermiddag var tre bilister impliceret i et færdselsuheld.

Påkørte bagenden af personbil
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag eftermiddag var tre bilister impliceret i et færdselsuheld på Sæbyvej ud for sidevejen Søvej ved Høng.

Det viste sig, at en 26-årig mand fra Holbæk var kørt i en personbil ad Sæbyvej mod nord og herefter påkørt bagenden af en anden personbil, som en 80-årig mand fra Slagelse var fører af.

Den 80-årige var standset og afventede muligheden for at foretage svingning til venstre ad Søvej, da han blev påkørt bagfra. Påkørslen medførte, at den 80-åriges bil blev skubbet ind i en modkørende personbil, som en 44-årig mand fra Kalundborg var fører af.



Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt for at sørge for opsamling af væsker fra de implicerede biler. 

Den 80-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men havde tilsyneladende ikke pådraget sig behandlingskrævende skader. De øvrige var sluppet uskadte fra sammenstødet, som politiet har optaget rapport om. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport fredag.

Del