På vej til Folketinget?

Henriette Ergemann stiller nu op i kampen om, at blive spidskandidat for Sjællands Storkreds i håb om, at blive valgt ind i Folketinget. Hvis valget stod mellem at sidde i kommunalbestyrelsen i Kalundborg og at sidde i Folketinget, er valget dog ikke svært for politikeren.

På vej til Folketinget?
Nu har Henriette Ergemann imidlertid besluttet, at hun også stiller op i kampen som spidskandidat i Sjællands Storkreds. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Henriette Ergemann fra Nye Borgerlige stiller nu op i kampen om, at blive spidskandidat i Sjællands Storkreds i håbet om, at blive valgt ind i Folketinget ved kommende valg.

Hun kom i Kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige ved sidste valg, og sidder nu som formand for Børn- og familieudvalget, hvor hun bl.a. kæmper for en bedre folkeskole. Nu har Henriette Ergemann imidlertid besluttet, at hun også stiller op i kampen om, at blive spidskandidat i Sjællands Storkreds.

”Jeg har udfordret den nuværende spidskandidat hos Nye Borgerlige, det er vi faktisk to, der har gjort, og så må vi se, hvad det fører til. Hvis jeg vinder, så behøver jeg ikke finde mig en kreds, da man så automatisk står man øverst på stemmesedlen i hele kredsen. Men hvis jeg ikke vinder, er der fine muligheder for at finde en kreds også, da der er flere ledige kredse,” fortæller Henriette Ergemann, og fortsætter: ”Jeg har fået mange positive tilkendegivelser, men jeg tror ikke, at jeg kan slå den nuværende spidskandidat, men man finder jo kun ud af det ved at forsøge.”

Henriette Ergemann fortæller endvidere, at partiet står til at få to ind så selv om, at hun ikke slår nuværende spidskandidat for Nye Borgerlige i Sjællands Storkreds, Peter Seier Christensen, er der stadig en chance for, at hun kan komme i Folketinget. Tonny Voldby, der ligeledes sidder i kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige, stiller i øvrigt op som folketingskandidat i Kalundborgkredsen.

Ikke på bekostning af Kalundborg

Hvis valget stod mellem at sidde i kommunalbestyrelsen i Kalundborg og at sidde i Folketinget, er valget ikke svært for Henriette Ergemann.

”Det er meget vigtigt for mig, at folk ved, at havde det været et valg mellem en post i Kalundborg og en i Folketinget, så havde jeg sagt nej tak til Folketinget. Det her skal på ingen måde ske på bekostning af min post i Kalundborg, hvor jeg bl.a. kæmper for børnene i Kalundborg Kommune,” siger Henriette Ergemann.

Børnene, frihed og danske værdier

Henriette Ergemann kæmper for en bedre folkeskole til børnene, frihed til den enkelte dansker samt de danske værdier.

”Vores børn fortjener de bedst mulige forudsætninger for at skabe sig det liv de ønsker, og det starter allerede i folkeskolen, som vi trænger til at re-tænke for børnenes skyld.

Vi ser desværre i dag et alvorligt skred i ytringsfriheden, og i vores frihedsrettigheder generelt. De politikere på Borgen, der er ude af trit med danskernes hverdag, skal stoppe med at sidde og detailstyre danskernes liv, penge og hverdag. Vi skal kæmpe for, at beholde de danske værdier og for at holde Danmark dansk, for det skylder vi vores børn og deres efterkommere. De skal opdrages med sund fornuft og sunde kerneværdier,” fortæller hun.

Endvidere er Henriette Ergemann fortaler for kernekraft som energikilde.

”Vi skal presse endnu mere på for kernekraft. Det er, modsat hvad mange tror, og hvad venstrefløjen ynder at fortælle, en sikker og stabil energikilde. Det er vigtigere nu end nogensinde, hvor mange danskere faktisk ikke kan betale deres regninger,” siger hun.

Jeg siger, hvad jeg mener, og gør, hvad jeg siger

Den 48-årig kalundborgenser, der fik et flot kommunalvalg i 2021, fortæller, at hun er gået ind i politik, fordi hun føler det er hendes kald og fordi, at hun mener, at vil man ændre noget, er man nødt til at gå aktivt ind i kampen.

”Jeg er ikke den typisk polerede politiker. Jeg siger altid, hvad jeg mener, og gør det, jeg siger, at jeg vil gøre. Man kan stole på, at jeg vil gå langt i kampen for mine værdier og for det, jeg tror på,” slutter hun af med at sige.

Del