Overskud fra julefrokost doneres til trængte familier

Tidligere på måneden afholdt Novozymes og Novo Nordisk to store julefrostarrangementer i Røsnæshallen. I den forbindelse var der blevet rigtigt mange flasker kaffelikør i overskud.

Overskud fra julefrokost doneres til trængte familier
Kaj Kjølby og Tommy Lassen fra Stop Spild Lokalt, her sammen med Pernille Hartmann Labusz, afhentede de mange flasker kaffelikør. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Novozymes og Novo Nordisk har fået mere end 100 flasker kaffelikør i overskud fra deres julefrokost, de er nu doneret til Stop Spild Lokalt.

Tidligere på måneden afholdt Novozymes og Novo Nordisk to store julefrostarrangementer i Røsnæshallen. I den forbindelse var der blevet rigtigt mange flasker kaffelikør i overskud, som fredag blev doneret til Stop Spild Lokalt i Kalundborg.

-Jeg spurgte ledelsen om de var med på at donere resten af kaffelikøren til nogen der mangler lokalt - og det ville de gerne. Det er egentligt lidt snyd fordi det ikke rigtigt er madspild da flaskerne faktisk kan holde sig til næste år, men både vi i Novozymes og Novo Nordisk var enige om, at de gjorde mere lykke blandt trængte familier end på lager hos os. Jeg håber, at det vil skabe hygge i de små hjem, fortæller Pernille Hartmann Labusz, som er site management coordinator hos Novozymes og medarrangør af julefrokosterne.

Pernille Hartmann Labusz afbrød sin juleferie og mødte op på Novozymes for at udlevere i alt 134 flasker kaffelikør, i øvrigt den kaffelikør som er lavet til Lys på Kalundborg og som sælges i en række lokale supermarkeder.

Linda Kragh Strand fra Madoasen, Stop Spild Lokalt, er meget glad for donationen.

-Nu kan vi give lidt ekstra til de mange som kommer og henter overskudsmad og så skal de mange frivillige også have en flaske med hjem og hygge sig med i julen, siger hun.

Del