Otto ramte Røsnæs tæt på orkanstyrke
Udover knækkede grene og lidt væltede træer, så er Kalundborgområdet sluppet for de store stormskader.

Af Jens Nielsen
Fredagens storm ramte store dele af landet. På Røsnæs blev der målt stærk storm.
Efter en hæsblæsende og stormfuld aften og nat har Otto mistet pusten, og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har ophævet alle varsler om vindstød af stormstyrke.
Det betyder også, at bilister igen kan køre tværs gennem landet, da Storebæltsbroen og Øresundsbroen igen er åben for vindfølsomme køretøjer.
Hos Banedanmark og DSB kører togene også på skinner igen.
I Jylland blev der flere steder målt vindstød af orkanstyrke, hvilket er mere end 32 meter i sekundet.
På Røsnæs ramte vindstødene også næsten orkanstyrke, i følge DMI blev der kl. 16.50 målt et vindstød på 31,4 meter i sekundet og igen kl. 18.30 blev der målt 30,9 meter i sekundet, altså meget tæt på orkan.
Middelvinden på Røsnæs lå gennem længere tid på omkring 25 meter i sekundet.
Udover knækkede grene og lidt væltede træer, så er Kalundborgområdet sluppet for de store stormskader.