Ord afspejler menneskesyn.

Læserbrev:

Ord afspejler menneskesyn

På baggrund af beregninger fra Kommunernes Landsforening besluttede Kalundborg kommune i 2019 at styrke kontrolindsatsen for socialt bedrageri. Det har udmøntet sig i et stillingsopslag, hvor endnu en kontrolmedarbejder skal ansættes.

Ordlyden i jobannoncen skærer i mit socialistiske hjerte. Medarbejderen modtager anmeldelsen, foretager sagsbehandlingen, skal politianmelde og deltager i afgørelsen. Gud nåde og trøste den borger som får en skidt start i det forløb. Medarbejderen skal i øvrigt kunne arbejde resultatorienteret! Altså skal medarbejderen generere et vis økonomisk overskud. God arbejdslyst!

Min bekymring for retningen på vores beskæftigelse og ledige indsats er stigende. I årevis har der nu været en målsætning om at højest 100 mennesker i Kalundborg må være langtidssyge. Hvad betyder det - jo, at når nummer 101 har været syg i længere end 6 måneder er der en som skal fjernes fra sygedagpenge og på en kontanthjælpsydelse på næsten halv størrelse. Og så er de jo ikke syge længere.

Pladsen til medmenneskelighed i vores kommune er hastigt svindende, og med jobopslag som nævnte tiltrækker vi kun mere kynisme. 

Har man ikke allerede fået ondt i maven over det menneskesyn, der kan aflæses mellem linjerne i dette jobopslag, kan man springe til nederste afsnit der kort beskriver Kalundborg kommune. Åbenbart er vores gamle købstad med en tusindårig historie nu reduceret til en af Sjælland største industrikoncentrationer, der tænker i cirkulær økonomi og ligger tæt på den smukke vestsjællandske natur. 

Ikke engang i naturen, men tæt på. 

Hvor er det sørgeligt!

https://talentsplace.recruitmentplatform.com/syndication1/KMD/PUFFK026203F3VBQBV76GLOTE/DN/details.html?id=PUFFK026203F3VBQBV76GLOTE&nPostingID=175792&nPostingTargetID=250747&mask=kmdlive&lg=DN&fbclid=IwAR31VxsE2xpANsab1DVxnxdHb6JqMpHZqcRzabw1bamg2iRJEKPKjtYPx7A

Kristina Püschl

Formand SF Kalundborg

Del