Opskriften på en tænkevækkende oplevelse

Hun er en sand kunstner, hvad angår mad.

Opskriften på en tænkevækkende oplevelse
Mia Reesen har lavet mad så længe hun kan huske, og det er ikke hvilken som helst mad.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mia Reesen har lavet mad så længe hun kan huske, og det er ikke hvilken som helst mad. Hun er en sand kunstner, hvad angår mad. Hun er uddannet kok i 2005, og har sidenhen taget flere uddannelser og kurser, bl.a. inden for neurogastronomi.

”Kom med et tema og jeg skal fremtylle en aften, som jeres gæster sent vil glemme.” Således indleder Mia Reesen sit møde med en gæst, der ønsker at give deres gæster en uforglemmelig sjov, spændende og til tider lidt grænseoverskridende private dining.

”Jeg elsker det. Simpelthen at få lov til at lege og lade min kreative krøllede hjerne få frit løb. Primært er det små intime middage, hvor den får fuld gas på alle sanser og nysgerrigheden bliver pirret, som igen åbner op for mange gode dialoger blandt gæsterne og til eftertænksomheden,” fortæller Mia Reesen.

Middag på sygehuset

Da Mia var under uddannelse havde hun en case, der lød på, at hun skulle give folk en ubehagelig oplevelse, og hun havde derfor fremtryllet en scene fra et sygehus, hvor der var koldt, kedeligt og sterilt. Gæsterne blev taget imod af en sygeplejerske, som spurgte, hvad deres blodtype var, det vidste halvdelen af selskabet dog ikke.

”Selskabet blev iført sygehustøj/operationstøj, og de blev ført over til et stålbord, hvor der foran dem stod ”sygehus mad”. Bestikket var iskoldt, for det handler om at drille alle sanserne, så det havde været i fryseren, der var hjemmelavet hvid iste i tissekolber, som skulle hældes op i suttekopper, der var solbærjus i sprøjter, som skulle trylles ud over maden som var en lille hapser af blodpølse, da gæsterne havde blodpølsen i munden, sagde jeg, at det var blodpølse lavet af mit eget blod, hvilket selvfølgelig var for sjov, men ret grænseoverskridende. Derudover var der Petriskåle med laks og bakterier, der skulle indtages. Maden var pakket ind i alubakker, og meget lidt indbydende. Under deres ”tallerken” var der et brev til dem, hvor der stod, om man havde taget stilling til organ donation. Lægen – altså mig - gav gæsterne en rød eller blå piller, de valgte selv. Gæsterne tog bare imod og spiste pillen uden, at sætte spørgsmålstegn til, hvad det var. Mit lille budskab her var, at folk er alt for autoritetstro. Man skal altså sætte spørgsmålstegn ved, hvad man fylder i kroppen,” fortæller Mia Reesen.

Et andet eksempel på Mia Reesens madkunst var hos en producer fra et tv-program, der skulle have et møde med nogle nye samarbejdspartnere - meget kreative og kunstneriske folk.

”Jeg satte derfor ikke blomster på bordet, men i stedet kunst. De fik også håndjern på, da det skulle lære dem at samarbejde. Det handlede om, at vise, at det dyrebareste, vi kan give hinanden er vores tid og hjælp, og derfor fik de en let lille ret, som skulle indtages med koordinering og i øvrigt masser af grin. Det var virkelig en icebreaker. Til næste ret fik de bind for øjnene og skulle åbne munden, alt imens de lyttede til klassisk musik. De fik kaviar ind i munden. Det er altid sjovt, at prøve at pirre en af sanserne. Næste ret var en tatar, hvor kunstneren Hornslet udsmykkede bordet med sine knojern, som fortæller, at vi altid har et valg, så råt for usødet fik de oksetatar som skulle spises med fingrene eller gummihandsker efter, at have trykket cognac ud med en pipette. Der var ko lyde i baggrunden,” fortæller Mia Reesen.

Vi må aldrig stoppe med at lege

Mia Reesen kan alt fra at lave mad til konfirmationer, bryllupper eller fødselsdage til julefrokoster og erhvervssammenkomster. Eller måske servere en solbæris, der ligner en læbestift til erhvervsmænd, hvor Mia Reesens budskab er, at de skal finde deres feminine intuition frem i deres business. Til at skabe en børnefødselsdag til en 40-årig med røde balloner og mad, der er pakket ind som gaver.

”For vi må aldrig stoppe med at lege. Det er nok i virkeligheden mit budskab. Jeg har også lavet velkomst snacks i en trehjulet cykel, hvor ladet var fyldt op med spiseligt jord, og snegle, grene osv.. alt sammen var spiselige, som igen er en anden version af at finde det indre legebarn frem. I bunden af ladet på cyklen lå et skattekort, som førte gæsterne til en anden lokation, hvor næste ret skulle indtages. Jeg elsker, at lave de her små madteatre, hvor jeg giver folk en oplevelse, de ikke forventer, ” slutter Mia Reesen – også kaldet den kvindelige alkymist.

Del