Oplev lidt af Danmarks mørke historie

En mulighed for at rejse gennem Danmarks fascinerende – og til tider mørke fortid.

Oplev lidt af Danmarks mørke historie
Kalundborg Turistforening og Biblioteksklubben inviterer interesserede med på en lærerig bustur til Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse samt Sprogø.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hvis man har lyst til en rejse gennem Danmarks fascinerende – og til tider mørke fortid, kan man tage med på bustur til Sprogø og Dansk Forsorgshistorisk Museum.

Lørdag den 12. april inviterer Kalundborg Turistforening og Biblioteksklubben nemlig med på en lærerig bustur til Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse og den mystiske ø, Sprogø.

Et dyk ned i en mørk historie

På turen får man mulighed for at dykke ned i historien om den danske åndssvageforsorg og Kvindeanstalten Sprogø, to vigtige kapitler i Danmarks sociale historie. Med kyndige guider bliver man taget med på en rejse fra fortidens dårekister og åndssvageanstalter til nutidens moderne omsorgsforhold.

På Dansk Forsorgshistorisk Museum får man en guidet rundvisning i de autentiske rammer på det tidligere Andersvænge. Oplev de tankevækkende udstillinger om livet på åndssvageanstalterne og historien om Kvindeanstalten på Sprogø og Mandeanstalten på Livø. Derudover får man adgang til Gl. Sprogø, hvor kun få har sat fod. Hør de spændende historier om pigehjemmet, som husede kvinder fra 1923-1961, og se det ikoniske fyrtårn – alt sammen i selskab med en erfaren guide.

Program:  

  • Kl. 8.00: Afgang fra Kalundborg Station (med opsamling i Gørlev kl. 8.30)
  • Kl. 9-11.30: Guidet rundvisning på Dansk Forsorgshistorisk Museum 
  • Kl. 11.30-12.30: Frokost (sandwich inkluderet, drikkevarer kan tilkøbes)
  • Kl. 12.30: Videre mod Sprogø
  • Kl. 13.00-16.00: Rundvisning på Gl. og Ny Sprogø
  • Kl. 17.15: Hjemkomst til Kalundborg

Hvis man vil sikre sig en plads, skal man gå ind på www.kalundborgbib.dk under ”det sker” og købe en billet. Ved ønske om hjælp til billetkøb, kan man kontakte Kalundborg Bibliotek eller Kalundborg Turistforening. Der er et begrænset antal pladser.

Del