Omkring 500 til (u)hyggelig Halloween fejring

I år var der fx både et spøgelsestog og en rustvogn og selvfølgelig masser af udklædte børn og voksne.

Omkring 500 til (u)hyggelig Halloween fejring
Det er Mia Reesen, som sammen med Mette Macmanus, stod i spidsen for det flotte arrangement. Foto: Tanja Døj

Af Jens Nielsen

Det bliver vildere år for år. Torsdag sidst på eftermiddagen mødte op mod 500 børn og voksne op i Tømmerup til en kæmpe Halloweenfest.

Ideen om at samles og fejre Halloween ved Brugsen i Tømmerup kom fra Mia Reesen for fire år siden. År for år er arrangementet bare blevet større og større og der kommer nu folk fra store dele af kommunen for at være med til den (u)hyggelige fest.

I år var der fx både et spøgelsestog og en rustvogn og selvfølgelig masser af udklædte børn og voksne.

”Det bliver vildere år for år, jeg tror vi var tæt på 500 mennesker og så havde jeg jo fået Bedemand Berner til at komme med en rustvogn med en specialdesignet kiste og med flot kistepynt fra Den Lille Blomsterbutik, støtteforeningen for TGU kom med deres lille tog som i dagens anledning var blevet til et spøgelsestog, ja det griber lidt om sig,” griner Mia Reesen, som sammen med Mette Macmanus stod i spidsen for det flotte arrangement.

Udover masser af (U)hyggelig stemning så havde Mia Reesen også fået lavet en flødebollekastemaskine på produktionsskolen i Svebølle. Det bliver spændende hvad de kreative kræfter finder på til næste år.

Del