Omfattende arbejde efter brand i transformerstation
Fredag aften bliver strømmen afbrudt igen
Af Jens Nielsen
Efter en voldsom brand i en transformerstation på Møllebakken, er der blevet arbejdet på at udbedre skaden. Det er et omfattende arbejde. Fredag aften bliver strømmen igen afbrudt.
En voldsom brand i en transformerstation på Møllebakken tirsdag aften gav udfordringer for elselskabet. Over 500 forbrugere i Kalundborg midtby var uden strøm og i løbet af natten til onsdag blev en mobil dieselgenerator koblet op så der igen var strøm.
Siden har teknikere arbejdet på at få udbedret skaderne efter branden.
Den brændte transformerstation, som egentligt var sat op midlertidigt, er blevet fjernet helt og to helt nye transformere er nu placeret i den bygning som lå lige op ad den brændte transformerstation.
”Den transformer som nu er brændt, var en midlertidig station fordi bygningen som vi nu monterer to helt nye transformere i skulle have været renoveret, men nu må det vente lidt,” fortæller teknikeren fra Bravida, som sammen med fem kollegaer arbejder på stedet, og fortsætter, ”Engang sent fredag aften er vi så langt, at vi afbryder strømmen og kobler de nye transformere ind og tager den mobile generator ud. Vi ved ikke helt hvad tid det bliver, men det bliver sidst på aftenen. Vi kan heller ikke sige hvor lang tid det tager.”
Især naboerne til den mobile dieselgenerator glæder sig til den bliver fjernet igen på grund af støjen.
Der vil på et senere tidspunkt komme en planlagt strømafbrydelse, men det vil blive varslet i god tid til kunderne.
Video: Flere hundrede uden strøm efter brand