Oberstinden – en smuk og rystende teateroplevelse

’Så smukt skrevet, at det er ren magi’, blev der skrevet om denne roman om en kvindeskæbne, der er i sine sanser og magtens vold.

Oberstinden – en smuk og rystende teateroplevelse

Ganske vist er det valgaften, men reelt er der ikke noget valg: se teatermonologen ’Oberstinden’ d. 1. november kl. 19.30 på Postgaarden i Kalundborg. Marianne Mortensen giver en rystende fremstilling af en kvinde, der ser tilbage på et liv, hvor hun i Finland i nazitiden viljeløst har overgivet sig til magten omkring sig. I Pia Rosenbaums iscenesættelse og Thomas Koldings medfortællende billedprojektioner bliver det en fortælling, der er svær at ryste af sig. Resultatet af valget kan man så få senere. 

Bogen bag

Forestillingen er en dramatisering af den finske forfatter Rosa Liksoms prisbelønnede roman af samme navn. ’Så smukt skrevet, at det er ren magi’, blev der skrevet om denne roman om en kvindeskæbne, der er i sine sanser og magtens vold.

Vi møder hende først i erindringen om en nationalsocialistisk begejstret spejderpige. Senere som en ung kvinde i en konservativ finsk familie, der bliver plaget af 30’ernes krise. Vi oplever hende overgive sig igen og igen, men hver gang genopstår hun – som hustru, som elskerinde, som forfatter, som voldsoffer … som oberstinden.

Et farligt bekendtskab

I karakterskuespilleren Marianne Mortensens fremstilling bliver oberstinden ikke noget behageligt bekendtskab. Det er et portræt af en kvinde, der er opdraget til at være mandens underordnede. En kvinde, der er vokset op med tørre tæsk. En kvinde, der har oplevet og holdt mund om voldtægt. En kvinde, som måske med lukkede øjne, måske helt bevidst, har overgivet sig til nazismen. 

Poetiske billeder spiller med

Marianne Mortensen står alene på scenen i de 90 minutter uden pause, som forestillingen varer. Og så alligevel ikke. Nogle stemmer spiller med. Men først og fremmest bliver scenerummet iklædt smukke og foruroligende billeder og collager af billedkunstneren Thomas Kolding – og de spiller med. I Femkanten oplevede vi ham med den samme effekt i Pia Rosenbaums opsætning af ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, som blev præsenteret i forrige sæson. Alene og alligevel ikke. Det er nok. Det er rystende.

Mortensen eller Frederiksen

Udover at være kendt som sanger og skuespiller i musicals, med hovedroller i bl.a. West Side Story, My Fair Lady, Cabaret og Sound og Music, har Marianne Mortensen vundet Reumert-prisen og gennem karrieren spillet karakterroller på Vendsyssel og Ålborg teater og teatre i København.

Billetter til forestillingen og medlemskab til foreningen kan købes gennem Femkantens hjemmeside www.5kanten.dk . Man kan også købe billetter og medlemskab ved døren.

Del