Nytårsparade: En stor tak til brandfolk og deres familier

Ud af de 21 brandfolk og 2 indsatsledere på stationen i Kalundborg har næsten halvdelen været der mere end 25 år, så der er tale om erfarne folk.

Nytårsparade: En stor tak til brandfolk og deres familier
Brandfolk, familier, administration og inviterede gæster deltog i nytårsparaden, 80 personer i alt.. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Brandfolk fra stationerne i Kalundborg og Gørlev var lørdag eftermiddag samlet til nytårsparade sammen med en stor del af det administrative personale, familier og andre inviterede gæster. Der var en stor tak til brandfolkene og deres familier for indsatsen.

Fra stationen i Kalundborg er brandvæsnet rykket ud 236 gange i 2022 mens brandfolkene i Gørlev er rykket ud 85 gange. Tal som er meget lige med de tidligere år.

Det kunne stationsleder Per Hasselbalch oplyse, da han læste sin beretning op for de 80 fremmødte brandmænd, administration og inviterede gæster som lørdag eftermiddag var samlet i de store garager på brandstationen i Kalundborg.

Ud af de 21 brandfolk og 2 indsatsledere på stationen i Kalundborg har næsten halvdelen været der mere end 25 år, så der er tale om erfarne folk. 2022 har bl.a. budt på nye former for øvelser på bl.a. flere af byens store virksomheder.

-I foråret prøvede vi noget nyt på øvelsesfronten, vores centrale øvelser blev denne gang afholdt lokalt her på stationen i Kalundborg, overtændings container, kemikalie øvelse på NOVO og større overfladebrande på Kalundborg Refinery. Tak til dem alle, men især Kalundborg Refinery der stillede alt deres øvelsesudstyr og uanede mængder råolie til vores rådighed, sagde Per Hasselbalch i sin beretning.

Brandstationen i Kalundborg har også fået flere nye brandmænd og en enkelt kvinde, den første i rigtigt mange år.

-Velkommen til Lucas, Martin, Erik og Daniella – de er alle på et fast vagthold og godt i gang som brandfolk her på stationen. Daniella er faktisk den første kvindelige brandmand vi har haft i mange år. Så skal I følge de fleste af jeres kollegaer vil I i 2046-2047 have 25års jubilæum, sagde Per Hasselbalch til de mange fremmødte.

Stationslederen gennemgik flere af de udrykninger som der har været rykket ud til, bl.a. en hændelse 26. september, hvor brandfolkene fik en melding om en bombetrussel på Novo Nordisk – hvilket ikke er hverdagskost,

-Vi stillede med mere end fuldt hold, sammen med kollegaer fra Falck, Politiet, EOD osv. Trusselen blev heldigvis hurtig afmeldt, sagde Per Hasselbalch.

En stor tak til brandfolk og deres familier

Lars Karlsen, beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen havde, traditionen tro, også en tale til brandfolk og gæster.

-Hverken corona eller krigen i Ukraine har kunne sætte en stopper for udviklingen i Vestsjællands Brandvæsen, i 2023 får vi bl.a. tilført ni nye køretøjer, vi fortsætter med uddannelser i forhold til vores kerneopgaver, i året der er gået er der blevet brugt en del tid på uddannelse i, at slukke brand i elbiler og vi har fået tilført materiel til at slukke den type brande, men har endnu den første brand i en elbil til gode, sagde Lars Karlsen, beredskabsdirektør, og fortsatte,

-Der skal lyde en stor tak til de medarbejdere som har egne virksomheder og som løber til brand i arbejdstiden, tak til de virksomheder som lader deres medarbejdere løbe til brand når den røde hane galer, det er en uvurderlig hjælp. Der skal også lyde en stor tak til brandfolkenes familier som tit og ofte og på de mest ubelejlige tidspunkter sidder tilbage når der kaldes til brand.

Der var også en stor tak til brandmænd og deres familier fra direktør i Kalundborg Kommune Michel van der Linden, som også deltog i nytårsparaden.

Hæderstegn

I forbindelse med nytårsparaden blev der også uddelt fem hæderstegn fra H. M. Dronning Magrethe til brandmændene Jan Laursen og Brian Freese, begge fra Sejerø. De modtog hæderstegn for 20 år som brandmand. Leif Juhl fra Gørlev stationen fik 25 års tegn, Finn Andersen fra Sejerø fik 40 års tegn, og Per Hasselbalch modtog også 40 års tegn.

Del