Nyt uddannelsessamarbejde binder biotek- og solutions tættere sammen
Få danske byer spiller en vigtigere rolle inden for biotek og biosolutions, end Kalundborg gør.
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU) og Absalon har indgået aftale om samarbejde og facilitetsdeling til uddannelserne inden for bioteknologi og biosolutions i Kalundborg.
Få danske byer spiller en vigtigere rolle inden for biotek og biosolutions, end Kalundborg gør. Novo Nordisk, Novonesis og mange flere virksomheder i branchen har base i byen. Samtidig er der fortrinlige kår, hvis man ønsker at uddanne sig inden for feltet.
Professionshøjskolen Absalon uddanner blandt andet diplomingeniører i bioteknologi, mens Institut for Fødevarevidenskab (KU FOOD) og Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet fra sommeren 2024 åbner en kandidatuddannelse i Biosolutions i Kalundborg, som Absalons diplomingeniører kan læse direkte videre på.
Dermed er der betydelige fælles interesser blandt de to institutioner, og det er nu blevet til en underskrevet samarbejdsaftale. Det gælder først et fælles fodslag i rekrutteringsindsatser til begge uddannelser, samt at Biosolutions som supplement får mulighed for at gøre brug af Absalons lokaler og faciliteter i Biotekbyen. Den tætte campuskontakt vil desuden betyde, at der kan komme et styrket tryk på udviklingen af et aktivt, spændende og innovativt studiemiljø på tværs af uddannelser.
”Vi er enormt glade for denne samarbejdsaftale med Absalon, for det her partnerskab er noget, vi begge kan få stor glæde af. Vores nye kandidat i biosolutions er designet sådan, at Absalons diplomingeniører i bioteknologi kan gå direkte videre hos os. Derfor er et egentligt samarbejde på tværs af vores institutioner helt oplagt,” siger Anna Haldrup, institutleder på KU FOOD.
Samarbejde stærkt fra start
På sigt er ambitionen, at samarbejdet gøres endnu tættere til gavn for både KUs kandidatuddannelse i Biosolutions og diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi gennem bl.a. udveksling af undervisere, mulighed for fælles specialer og samarbejdsprojekter på tværs af institutionerne.
På Absalon sætter man også stor pris på samarbejdet, der allerede er godt i gang:
”Selvom blækket kun lige er tørt på samarbejdsaftalen, så er vi heldigvis allerede i arbejdstøjet om at skabe løsninger sammen, og vi ser stor værdi i at skabe fælles miljøer såvel fagligt som socialt, når Københavns Universitet starter kandidatuddannelsen op i Kalundborg. Det vil både styrke miljøet for vores studerende og det faglige fællesskab for vores undervisere, og vores studerende kan nu fra start se, at de kan blive og tage en kandidatuddannelse her i Kalundborg, hvis det er det, de ønsker,” forklarer Conni Simonsen, Centerchef i Centre for Engineering and Science på Professionshøjskolen Absalon.