Nyt trafikkort giver overblik under Tour de France

Trafikken bliver påvirket i store dele af landet, når de tre etaper af Tour de France skal køres i Danmark fra den 1. juli til og med den 3. juli 2022.

Nyt trafikkort giver overblik under Tour de France Kalundborg Kommune har produceret et mobilvenligt trafikkort, som skal hjælpe borgerne med at få overblik over afspærringen under cykelløbet.

En strækning på 52 kilometer spærres i Kalundborg Kommune, når verdens største cykelløb kommer forbi lørdag den 2. juli 2022. Et nyt og mobilvenligt trafikkort skal hjælpe borgerne med at få overblik over afspærringer under Tour de France. 

Trafikken bliver påvirket i store dele af landet, når de tre etaper af Tour de France skal køres i Danmark fra den 1. juli til og med den 3. juli 2022.

Lørdag den 2. juli 2022 bliver hele Tour de France-ruten og vejene omkring ruten i Kalundborg Kommune spærret fra cirka kl. 11:00 til kl. 17:00. Der er rigtig mange borgere, som bliver berørte af afspærringen.

Kalundborg Kommune har derfor produceret et mobilvenligt trafikkort, som skal hjælpe borgerne med at få overblik over afspærringen under cykelløbet. 

”52 kilometer af cykelløbets 2. etape går tværs gennem Kalundborg Kommune. Vi skal af sikkerhedsmæssige årsager spærre hele ruten. Afspærringen deler kommunen op i fire områder. Det betyder, at flere borgere vil opleve, at de ikke kan køre ud af deres område fra kl. 11 til 17. Med det nye trafikkort kan borgerne tydeligt se, hvordan kommunen bliver delt op, og hvilke begrænsninger der er”, fortæller Jacob Arpe GIS- & Geodata specialist i Kalundborg Kommune.

Sådan skal trafikkortet forstås

Det nye trafikkort består af en række forskellige elementer. Den gule streg viser 2. etape af Tour de France, som starter i Roskilde, fortsætter gennem bl.a. Kalundborg Kommune og ender i Nyborg. De røde prikker viser, hvilke veje der er spærret i kommunen.

De forskellige farvede områder forklarer, hvilke begrænsninger der er i området:

Vest for etapen (rød): Fri bevægelse indenfor selve delområdet. Fra 11-17 kan man ikke forlade området i et køretøj, fordi etapen er helt spærret. Man kan krydse etapen på gåben eller ved at trække din cykel/knallert.

Øst for etapen (grøn): Fri bevægelse indenfor selve delområdet. Fra 11-17 kan man ikke køre ind til de andre delområder, fordi etapen er helt spærret. Man kan krydse etapen på gåben eller ved at trække din cykel/knallert.

Nord for etapen (orange): Fri bevægelse indenfor selve delområdet. Fra 11-17 kan man ikke forlade området i et køretøj, fordi etapen er helt spærret. Man kan krydse etapen på gåben eller ved at trække din cykel/knallert.

Omkring etapen (blå): Meget begrænset bevægelse i området fra 11-17. Man kan ikke forlade området eller krydse etapen i et køretøj. Man kan krydse etapen på gåben eller ved at trække din cykel/knallert. Beboere i området kan eventuelt parkere bilen udenfor området inden spærringer opsættes, hvis der skal gøres brug af bilen under cykelløbet.

Her er et direkte link til trafikkortet, hvor man kan zoome helt ind og se sit eget område: https://tour-de-france-kalundborg.hub.arcgis.com/

Del