Nyt træningshold for kræftramte

Hun har fået idéen om, at skabe et træningsforløb for kræftramte.

Nyt træningshold for kræftramte Hold for kræftramte i Go' Form hver torsdag.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Merete Holm har en fortid som selvstændig, er nu pensionist og ramt af kræft. Hun har fået idéen om, at skabe et træningsforløb for kræftramte, da der ikke eksisterer sådanne hold i Kalundborg i hverken kommunalt eller frivilligt regi.

At blive ramt af kræft er en voldsom oplevelse, både for den ramte og de pårørende. Meget kan ændre sig på kort tid, og det kan opleves som om hele verden kun handler om sygdom, medicin og lægesamtaler. Træning nævnes ofte som vejen til at bibeholde funktionsniveau og afhjælpe nogle af bivirkningerne ved kemoterapi. Vi har ledt med lys og lygte i frivilligt og kommunalt regi efter noget holdtræning for kræftramte, men uden held, og så kom idéen med at starte noget selv,” fortæller Merete Holm.

Merete Holm har tidligere trænet en del styrke og konditionstræning for at holde sin KOL i ave. Hun har før trænet med personlig træner og instruktør i Go’ Form, Rikke Eckermann. Derfor var det også nærliggende at spørge hende, om hun var frisk på at stå i spidsen for et træningsforløb for kræftramte.

”Rikke er uddannet paramediciner, og er snart færdig som sygeplejerske. Derudover er hun instruktør og personlig træner. Rikke har stor erfaring i, at arbejde med mennesker, hendes empati er stor, og hun har en særlig evne til at møde mennesker, hvor de er,” fortæller Susan Holm Walentin, der er Merete Holms datter og med som ekstra hænder til træning.

Rikke Eckermann supplerer: ”Vi har alle erfaring med at være ramt af sygdom, træthed og smerter, men alligevel har vi altid en hyggelig stund når vi træner.”

Handler om at være med

Der er afsat en time til træning, men der er ingen forventninger til, hvor meget man deltager. Ingen mennesker eller dage er ens. Der er gode muligheder for pauser siddende eller liggende undervejs.

”Dit udgangspunkt er heller ikke det afgørende, bare du har et ønske om at bevæge dig sammen med andre. Efter træningen er der mulighed for at få en kop kaffe sammen og samle kræfter til hjemturen,” fortæller Merete Holm.

Holdet træner torsdage kl. 10 i Go’ Form i Kalundborg. Dog er der ingen træning den 2. december og den 30. december 2021. Er man interesseret, eller har spørgsmål, kan man kontakte Rikke Eckermann på mail reckermann78@gmail.com.

Man kan læse mere om Rikke Eckermann og Go form på www.go-form.dk

Del