Nyt tiltag i Kino Den Blå Engel blev en succes

Det første glas med portvin fik gæsterne udleveret allerede inden de fandt deres plads i biografen, en rosé portvin, serveret iskold.

Nyt tiltag i Kino Den Blå Engel blev en succes
Torben Mandrup fra DrikPortvin.dk fortalte om portvin og skænkede i glassene onsdag aften i Kino den Blå Engel. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Onsdag aften var der, som noget nyt, portvinssmagning i Kino Den Blå Engel. Det var Torben Mandrup, der ejer drikportvin.dk, der kom forbi biografen og fortalte om portvin, og det nye tiltag blev en succes.

Kino Den Blå Engel har haft mange forskellige arrangementer på plakaten gennem årene, men der er aldrig blevet afholdt portvinssmagning i biografen, altså lige indtil onsdag aften, hvor godt 100 gæster havde købt billet til portvinssmagning.

Det var Torben Mandrup fra firmaet DrikPortvin.dk som guide gæsterne gennem aftenen hvor der bl.a. blev smagt syv forskellige portvine.

Det første glas med portvin fik gæsterne udleveret allerede inden de fandt deres plads i biografen, en rosé portvin, serveret iskold.

Det fik da også flere til at spørge om portvinen skulle være så kold, og det kunne Torben Mandrup bekræfte.

”Al portvin skal serveres afkølet, der er kun en ting som er værre end varm portvin, og det er hvis der slet ikke er noget portvin,” sagde han. 

Torben Mandrup fortalte om portvinens historie, fremstilling af portvin, høste og de forskellige typer portvin og myter om portvin, mens de godt 100 gæster smagte på vinen.

”Det var bare en stor succes, der var en rigtig god stemning og der blev bestilt mange flasker portvin,” fortæller Brian Sønder Andersen, indehaver af Kino Den Blå Engel, og fortsætter, ”folk var meget betaget over arrangementet og flere har efterfølgende skrevet til mig, at det var en super aften, så jeg har allerede aftalt med Torben Mandrup, at det skal vi da gøre igen på et tidspunkt.”

Torben Mandrup stiftede DrikPortvin i 2007 - som et hobbyprojekt. I dag er han portvinsimportør på fuld tid. Firmaets mission er at komme ud til så mange mennesker som muligt hvert år. Derfor er han førende på antallet af smagninger og events med portvin, og onsdag var han altså forbi Kino Den Blå Engel i Kalundborg.

Del