Nyt menighedsråd skal have hul igennem til Vor Herre
Flere af de fremmødte kom med kommentarer om, at nu skulle der ’slås en streg i sandet’ der skal ’nye øjne på kirken’ og ’ikke flere skandaler’.

Af Jens Nielsen
Menigheden i Nyvangskirken har tirsdag aften valgt syv medlemmer til et nyt menighedsråd. Dermed håber alle, at der nu bliver arbejdsro i kirken efter flere års ballade og problemer.
Mødelokalet i Nyvangskirken var fyldt til sidste stol, dvs. omkring 75 mennesker, som tirsdag var mødt op til valg af et helt nyt menighedsråd.
Der har i flere år været uro og ballade i Nyvangskirken, senest forlod det siddende menighedsråd pladsen i utide tidligere på året. Som en af de fremmødte sagde, ”der har været ballede siden 1985”.
Derfor var der også stor interesse for at se hvem der stillede op til valget af et nyt menighedsråd.
En blanding af mænd og kvinder, 10 i alt, stillede op for at blive valgt til menighedsrådet, og derfor blev der kampvalg om de syv pladser.
De syv med flest stemmer og dermed valgt til menighedsrådet blev: Heidi Lillevang 32 stemmer, Morten Larsen 30 stemmer, Stella Larsen 23 stemmer, Nanna Kleendal 22 stemmer, Sven-Aage Berg 16 stemmer, Michael Nielsen 15 stemmer og Christina Badura 11 stemmer.
Både Heidi Lillevang og Sven-Aage Berg sad i det menighedsråd som trak sig i utide i maj måned, men de havde alligevel mod på endnu en periode.
”Jeg var faktisk modstander af at vi trak os dengang, vi kunne bedre bekæmpe systemet indefra end udefra, men jeg støttede formandens valg og vi var kun tre mennesker tilbage, så jeg ville have siddet alene tilbage, og det havde jeg ikke lyst til, men jeg vil gerne være med til at få styr på forholdene i Nyvangskirken,” forklarer Heidi Lillevang.
”Nu er der en ny biskop og det er biskoppen som er arbejdsgiver for præsterne og den tidligere biskop blandede sig på en måde som han ikke skulle. Nu er der en ny arbejdsskiver, derfor er det et helt andet system i dag,” sagde Sven-Aage Berg.
Flere af de fremmødte kom med kommentarer om, at nu skulle der ’slås en streg i sandet’ der skal ’nye øjne på kirken’, ’ikke flere skandaler’ og konstitueret sognepræst Palle Kongsgaard rejste sig og sagde,
”I har en fantastisk kirke her, måske en af de mest fantastiske i hele landet Der skal indfinde sig en stolthed i forhold til den bygning i har, men der er ingen kirke medmindre der er hul igennem til Vor Herre, så bliver det bare et klubhus.”
Nu er der så valgt et nyt menighedsråd, men loven åbner op for, at der indenfor fire uger kan indleveres en alternativ liste med kandidater.
Sker dette vil der blive udløst et såkaldt afstemningsvalg. Her vil alle sognets beboere få tilsendt en stemmeseddel, og der vil derefter blive afholdt en valghandling i Nyvangskirken i november.
Det nye menighedsråd tiltræder jobbet 1. søndag i advent, hvor provst Jørgen Noe iøvrigt vil sidde med for bordenden hele det første år.