Nyt erhvervseventyr tager form – og interessen er stor
Håndværkerne er gået i gang med at omdanne en 3000 kvadratmeter tidligere lagerbygning på sukkerfabrikkens grund i Gørlev, til et moderne testcenter for industriel biofermentering.
Af Jens Nielsen
Fermhub Zealand i Gørlev er nu gået i gang med at omdanne en del at den gamle del af sukkerfabrikken ved Nordic Sugar i Gørlev til et moderne vækstmiljø for opstartsvirksomheder inden for industriel biofermentering. Der er allerede stor interesse for projektet både fra danske og udenlandske virksomheder.
For et år siden modtog Fermhub Zealand i Gørlev 10 millioner kroner fra Andel til at skabe et vækstmiljø for opstartsvirksomheder inden for industriel biofermentering. Siden er der også kommet støtte i form af EU-midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og nu er det ambitiøse projekt så langt, at håndværkerne er gået i gang med at omdanne en 3000 kvadratmeter tidligere lagerbygning på sukkerfabrikkens grund i Gørlev, til et moderne testcenter for industriel biofermentering.
Industriel biofermentering benyttes blandt andet til at producere nye sunde og bæredygtige fødevarer via fermentering med mikroorganismer som fx alger, gær, svampe og bakterier i lukkede sterile systemer.
-Nu er vi endelig i gang. Håndværkerne laver lige nu kloakker og andre rørforbindelser som skal ligge under gulvet og inden udgangen af første kvartal kommer den største af fermenteringstankene som er på 5000 liter, der skal sættes ind før vi kan sætte det andet udstyr ind i lokalerne, fortæller Lulu Harms Larsen, direktør i Fermhub Zealand, og fortsætter,
-Fra at være en rå hal er det rigtigt rart, at det ny begynder at ligne noget. Tanken om at lave det her projekt startede tilbage i 2018, så det, at der endeligt er noget fysisk, det betyder rigtigt meget. Det har været en lang proces indtil det hele falder på plads, men nu har vi bestilt udstyr og vi er i gang med bygningen.
Interesse fra ind- og udland
Selv om håndværkerne først lige er gået i gang med at omdanne den gamle lagerbygning, så er interessen for Fermhub Zealand allerede meget stor. Både fra Danmark og fra udlandet.
-Vi har allerede potentielle kunder som gennem længere tid har henvendt sig og vi har aftaler med de første som skal være med til at køre test på anlægget når det står færdigt, formentligt sidst på året. Vi får henvendelser fra folk som gerne vil ind lige nu, men det kan vi selvfølgelig ikke, men vi har også fået henvendelser fra både Canada, Indien og Singapore, så vi har rimelige store forhåbninger for fremtiden, fortæller Lulu Harms Larsen.
Ideen bag
Fermhub Zealand er tænkt som Danmarks første opskalering facilitet til et demonstrationsanlæg indenfor industriel biofermentering, et sted som skal drives af iværksættere for iværksættere, et levende dynamisk miljø hvor man kan komme som opstartsvirksomhed og få prøvet sin ide af i stor skala.