Nyrupskolens piger er danske mestre efter dramatisk finale

Der var måske ikke de store forventninger til, at nogle af de lokale hold skulle gå hele vejen, men det fik pigerne fra Nyrupskolen lige lavet om på.

Nyrupskolens piger er danske mestre efter dramatisk finale
Finalen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence og her blev det Emma Cecilie Graulund i målet som gjorde den store forskel. Billeder fra onsdagens kamp mod Frejlev Skole som blev vundet 1-0. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der måtte både forlænget spilletid og hele 16 straffespark til, før Nyrupskolens piger fra 6. klasse kunne kalde sig danske mestre i skolefodbold, og så endda på hjemmebane.

I flere dage er der blevet spillet fodbold i Munkesøen i Kalundborg, hvor 400 elever og lærere fra hele landet har kæmpet om, at vinde det danske mesterskab i skolefodbold.

Fra lokalområdet deltog et pigehold fra Nyrupskolen og både et pige- og et drengehold fra Skolen på Herredsåsen.

Der var måske ikke de store forventninger til, at nogle af de lokale hold skulle gå hele vejen, men det fik pigerne fra Nyrupskolen lige lavet om på.

Efter de indledende kampe stod Nyrupskolen nemlig i finalen torsdag lige over middag mod Askov Malt Skole fra Vejen og her endte den ordinære spilletid 0-0 og det var også stillingen efter forlænget spilletid.

Derfor skulle finalen afgøres i en straffesparkskonkurrence og her blev det Emma Cecilie Graulund i målet som gjorde den store forskel. Hun stod en flot kamp og der måtte hele 16 straffespark til før Nyrupskolens piger kunne kalde sig Danske Mestre.

Nyrupskolen vandt ikke kun DM-titlen som landets bedste pigefodboldhold. De vandt også fairplay-pokalen.

Flere hundrede tilskuere fra stævnets øvrige skoler, lærere, forældre fulgte den spændende afslutning i Munkesøen, hvor det altså blev pigerne fra Nyrupskolen som stod med pokalen til sidst.

Det er Skolen på Herredsåsen, med idrætslærer Mette Elmelund i spidsen, der stod som arrangør af det store DM stævne under Dansk Skoleidræt.

Del