Nye tiltag og ny leder til Naturpark Åmosen

Der er mange nyheder på vej i det store naturområde.

Nye tiltag og ny leder til Naturpark Åmosen Ny leder af Naturpark Åmosen Ditte Staun, her sammen med formand for Naturpark Åmosen Flemming Larsen. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Ditte Staun er netop ansat som ny leder af Naturpark Åmosen og der er mange nyheder på vej i det store naturområde.

Der sket mange nye tiltag i Naturpark Åmosen, både lige nu og i fremtiden. Nyeste tiltag er ansættelsen af Ditte Staun som leder af naturparken.

”Der har været mange ansøgninger til denne attraktive stilling og ud fra dette har bestyrelsen vagt Ditte Staun, fordi vi mener at Ditte kan være med til at udvikle Naturpark Åmosen,” fortæller Flemming Larsen, formand for Naturpark Åmosen.

”Jeg glæder mig til at være med til at udvikle Naturpark Åmosen videre sammen med alle, der holder af området. Her er den cocktail af dedikation og potentialer, der er skal til for, at vi kan lykkedes med at sætte retning og nå fælles mål til gavn for mennesker og natur,” siger den nye leder.

Naturparken flytter sekretariatet til Jyderup så medarbejderne kommer til at være mere centralt placeret i Naturparken som jo omfatter Holbæk, Sorø og Kalundborg kommuner.

Der kommer også til at ske flere andre nye tiltag i Naturpark Åmosen, der er bliver etableret ny bro ud i Skarresø og senere et fugleskjul.

Naturrummet ved Skarresø er også højt prioriteret. Et naturrum vil give et fantastisk løft for naturparken, flere stier går netop gennem Jyderup, Istidsruten, Jyderupstien og den nye lokale sti Skarresø rundt.

Kattrup Gods ved Bromølle vil etablere et nyt 900 hektar stort vildt naturområde hvor der bl.a. skal udsættes europæisk bison, elg, kronvildt, dåvildt, vildheste og vildsvin. Det nye store naturområde bliver også en del af Naturpark Åmosen og vil gøre området mere attraktivt og give landskabet et andet udtryk.

Lille Åmose i Kalundborg Kommune indeholder og tørv der udleder meget CO2 så et er også et område der kan komme i spil for at begrænse CO2 udledningen, oplyser Flemming Larsen.

I øjeblikket er der gang i det Nordea fonds støttede projekt Nye veje i Naturpark Åmosen.

”Det er et projekt vi har sammen med RUC og med det projekt, kan vi sammen med lodsejerne skabe nogle nye muligheder for at opleve Naturparken. Projektet kører indtil foråret 2023 og det har indtil videre givet et helt nyt design for Naturparken, givet nye adgangs muligheder, der kommer nye interaktive kort der vil give besøgende en bedre oplevelse,” fortæller Flemming Larsen

Fakta:

Åmosen er et internationalt beskyttet naturområde, rigt på natur- og kulturværdier. Naturpark Åmosen er etableret for at styrke og udvikle disse værdier, samtidig med udviklingen af et levende lokalsamfund.

Den 36 km² store mose, der ligger mellem Kalundborg, Holbæk og Sorø, er internationalt beskyttet naturområde og rummer desuden internationalt betydende bopladser og offerfund fra de ældste epoker af danmarkshistorien. Intet andet sted i Europa kan fremvise en så rig og varieret, 5.000-11.000 år gammel kulturarv.

Del